Beliggenheden fejler ikke noget. De lange rækker af trafikanter, der dagligt og med lav hastighed passerer Silkeborgs ringvej, kan næppe undgå at lægge mærke til Motorcentrum. Skriften på væggen siger "skov, have, park, land", hvilket udsender et signal om en virksomhed med stor bredde i arbejdsopgaverne.

- Kom bare forbi - så prøver vi at finde tiden til det, sagde indehaver Allan Vejvad i telefonen, og nogle dage efter finder vi ham på kontoret i Motorcentrum, hvor han gerne fortæller om virksomhedens historie. Han forklarer, at der oprindeligt fandtes to ret forskellige maskinforretninger i Silkeborg. Den ene var Silkeborg Maskinforretning, en gammel, traditionel maskinforretning, som indtil marts 2010 var ejet af tredje generation i rækken, Kurt Nielsen. Forretningen var i øvrigt i sin tid landets første David Brown forhandler. Den anden var Motor Centrum Silkeborg ApS, som udelukkende forhandlede produkter til skov og have.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Jeg købte begge forretninger i 2011 og slog dem sammen til Motorcentrum A/S her på denne adresse, hvor Silkeborg Maskinforretning tidligere lå, siger Allan Vejvad, der derefter gik i gang med at nytænke hele forretningen.

- Min tanke var ikke bare at videreføre den ene eller den anden af de to forretninger. Min idé var at lave noget helt tredje, siger Allan Vejvad.

Hans tanke var blandt andet, at Motorcentrum skulle være et synligt "brand", og det har blandt andet udløst en hel manual omkring ens beklædning til de ansatte og en gennnemgående idé i bygningerne inde og ude, hvor meget er holdt i sort med det gyldne Motorcentrum-logo.

Fra bilbranchen

Allan Vejvad kommer oprindeligt fra en anden branche. Han er uddannet maskinmester fra Aarhus Maskinmesterskole, men har ellers arbejdet i mange år hos underleverandører til bilbranchen.

Noget tyder på, at indsatsen omkring Motorcentrum brand'et har båret frugt. Sidste år havde virksomheden en fremgang i omsætningen på 20 procent, og der er i dag otte ansatte - fire på værkstedet, mens de øvrige fire styrer lager, butik og administration. Netop nu er der planer om at ansætte yderligere en mekaniker på værkstedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Standardspørgsmålet fra journalisten "hvad er I bedst til?" udløser kun en kort tænkepause, før Allan Vejvad svarer:

- Jeg tror, at det, vi er bedst til, er at give kunderne den service, som de forventer. Vi er meget bevidste om, at det er dem, der betaler regningerne og vores løn, siger Allan Vejvad, der også kommer ind på forretningens brede arbejdsopgaver, blandt andet med henvisning til, at Motorcentrum ikke har full-line forhandling af traktorer og landbrugsmaskiner - men dog adskillige redskaber til landbruget fra blandt andet Hauer, Hardi og Maschio.

Bredt spektrum

- Vores kundegruppe befinder sig et eller andet sted mellem ham, der bare har en lille havetraktor og ham, der har et stort svinebrug. Inden for det spektrum er der folk, der har brug for vores hjælp - blandt andet fritidslandmænd og juletræsdyrkere, siger Allan Vejvad, der for tiden, nu hvor motorvejsbyggeriet ved Silkeborg står på, oplever, at entreprenørerne af og til kommer forbi for at få repareret det ene eller det andet.

Ganske som i andre maskinforretninger mener også Allan Vejvad, at tendensen går imod færre og større enheder, både når det gælder landbrug og maskinforretninger. Motorcentrum dækker et ganske stort distrikt i det midtjyske og rækker ud til blandt andet Viborg, Kjellerup, Ikast, Sabro, Aarhus og Brædstrup.

- Men vi har da også lige leveret en havetraktor i Thyborøn, siger Allan Vejvad

Artiklen fortsætter efter annoncen

Motorcentrum har omkring 900 kvadratmeter under tag og har to servicebiler kørende, en til landbrug og en til skov, have og park.

Motorcentrum A/S er én forretning, efter at Allan Vejvad i 2011 købte Silkeborg Maskinforretning og Motor Centrum Silkeborg og slog dem sammen.

Konceptet er at tage sig af kunder inden for både skov, have, park og land.

Motorcentrum har otte ansatte, fire på værkstedet og de øvrige fire i administration, lager og butik.

Til landbruget er Motorcentrum leveringsdygtig i mærker som Hauer, Hardi, Agrolux, Maschio, Fransgård, Kimadan, Hydromann, DK-TEC og helt generelt maskiner og produkter til forskellige formål, såsom ATV'ere, vogne, harver og frontlæssere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Motorcentrum har også forhandling af HCP's produkter til have og park, nemlig Vitra, Iseki, Ventrac og Clubcar.