Maskinfabrikanten fra Mors - He-Va ApS - præsenterede til denne sæson en ny såbedsharve-serie kaldet Terra-Dan MK II. Serien strækker sig fra fire til syv meter i arbejdsbredde, og harverne kan enten leveres i bugseret eller liftophængte udgaver.

- Harven består af en fire-bullet harvesektion, og dette sikrer en bedre gennemgang end den tidligere Terra-Dan harve med kun tre-bullet harvesektion. Desuden kan den nye harve fås i en bugseret udgave, forklarer Martin Dalgaard, salgskonsulent hos He-Va og uddyber:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis man investerer i en liftophængt udgave og bliver træt af det, er det meget let at lave den om til en bugseret udgave, da bugseringssæt er meget let at eftermontere.

Alle modeller er desuden foldbare i to sektioner, hvilket vil sige, at hver sektion er 3,5 meter på den 7,0 meter brede harve.

- Sektionerne er centerophængte, hvilket gør, at sektionerne kan pendulere hver for sig og dermed følge jordoverfladen optimalt.

Ensartet tandbillede

Forrest på harven er en Spring-Board planke placeret, og den kan højdeindstilles hydraulisk fra kabinen. De fire efterfølgende bullet-harvesektioner har en bullet-afstand på 30 centimeter og en tandsporafstand på 8,5 centimeter med en 45 x 10 millimeter tand.

- Med en 60 x 12 millimeter tand bliver tandafstanden 15 centimeter bred, hvilket gør harven optimal til majssåbed på især de lettere jorder, forklarer Marin Dalgaard og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På de lettere jorder vil man gerne have løsnet jorden uden at smadre de få knolde, der eventuelt måtte være.

Efterbearbejdningen foregår med to justerbare efterharver med spindler, som sidder før og efter en kraftig 500 millimeter rørvalse.

- Hovedrammen på harven kommer fra vores Triple-Triller stubharve, som har to store transporthjul, som også sænkes ned på forageret for løft af harvesektionen. Ellers er det udelukkende rørvalsen og traktorens liftarme, der styrer arbejdsdybden, fortæller Martin Dalgaard og påpeger, at det giver et meget ensartet tandbillede, da der ikke kører hjul mellem harvetænderne.

God vægtfordeling

På Boelsgård nær Brovst i Nordjylland blev der i foråret 2013 investeret i en syv meter bugseret He-Va Terra-Dan MK II, og erfaringerne er gode.

- Harven blev blandt andet valgt på grund af den gode vægtfordeling. Med et drejbart træk, der tilkobles i liftarmene på traktoren, styres den øverlige dybde let fra traktorens kabine, og det gør harven let at trække over bakketoppe og lignende, fortæller Jens Christian Thomsen, driftsleder på planteavlsbedriften Boelsgård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er desuden tydeligt at mærke, at der overføres noget vægt til traktoren.

Ifølge Jens Christian Thomsen er der mange muligheder i harven, idet de forskellige sektioner i harven styres individuelt.

- Eksempelvis har jeg en kollega, der har lånt harven til at lave såbed til majsmarken, som den virkelig har gjort til UG - harven efterlader sig en jævn og pakket overflade, som er perfekt til såning af majs, siger han.

På Boelsgård er der meget blandet jordbonitet fra JB 2 til 7.

- Derfor ledte jeg efter en harve, der havde noget vægt med sig i den svære jord, da jeg tidligere har haft problemer med at såbedsharver simpelthen bliver løftet af jorden på grund af den stive overflade. Her har Terra-Dan MK II harven virkelig levet op til forventningerne, siger Jens Christian Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anbefaler store hjul

Som ekstraudstyr kan der vælges en dækmontering på 500/50 x 17 til harven, og denne dækmontering anbefales:

- I nypløjet jord synker harven fem centimeter, og dette kan de brede dæk hjælpe betydeligt på. Desuden skal man også være indstillet på, at det kræver nogle hestekræfter at trække harven af sted. Jeg kører selv med en 250-hestekræfters traktor med den syv meter brede harve, og det er absolut også nødvendigt for at trække harven med 8,5 til 9,0 kilometer i timen og løsne i hele bredden, påpeger Jens Christian Thomsen, som dog gør opmærksom på, at det er godt givet ud:

- De hestekræfter, der bruges på harven, spares på såmaskinen, da såningen kommer til at gå betydeligt lettere.

Jens Christian Thomsen roser desuden harven for en stor gennemgang:

- Mange andre harver på markedet er utrolig kompakte, men med He-Va harven er det rart med den store gennemgang så planterester eller lignende ikke slæber med, men bliver jævnt fordelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han påpeger desuden en god service fra He-Va:

- Jeg købte harven som en af de første i Danmark, og He-Va har været kanongod til at følge op på produktet, og det føler jeg er vigtigt, når der investeres i nye produkter. Der er jo altid lidt tilpasninger, og det syntes jeg He-Va er gode til at få gjort.