Godsejer Thomas Garth-Grüner måtte sidst på natten se sit gamle historiske familiegods Sparresholm ved Næstved gå op i flammer. Den tre etager store og imponerende hovedbygning er ifølge Jyllands-Posten udbrændt. Alt tyder på, at branden skyldes nattens lynnedslag.

Thomas Garth-Grüner, der overtog driften af godset i 2004, var ifølge Jyllands-Posten ikke hjemme, da branden brød ud ved firetiden i nat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af sidebygningerne blev også hårdt medtaget af den meget voldsomme brand. En tredje bygning blev reddet.

- Det er mange hundreder af års historie, der er gået tabt, siger Thomas Garth-Grüner til Jyllands-Posten. Han gætter på, at det er et af nattens mange lynnedslag, der har antændt branden.

- Muligvis kan lynet have ramt et metalstillads, som stod ved bygningen, siger godsejeren til avisen.

Den gamle hovedbygning stammer fra 1609. Den er bygget på ruinerne af den middelalderlige Padeborg, der antages bygget omkring år 1200, men blev ødelagt.

Godset, der ligger ved Toksværd, blev fra 1969 til 1996 drevet af Thomas Garth-Grüners far, hofjægermester Preben Garth-Grüner. Fra 1996 til 2004 drev far og søn godset sammen, og siden 2004 har Thomas Garth-Grüner varetaget driften af den 555 hektar store ejendom alene.