Den behøver ikke ret meget mere albuerum end en mand med en skovl. Så kompakt er den Bobcat minilæsser, som Svenningsens Maskinforretning helt aktuelt viser på standen på Roskilde Dyrskue.

Bobcat S70 minilæsser er en populær, kompakt model, som opfylder et stort behov, hvor pladsen er trang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Maskinen er helt unik, da det er den eneste minilæsser i sin klasse med en arbejdsbredde ned til 92 centimeter, siger produktansvarlig i Svenningsens Maskinforretning, Kenneth Knøfler, der tilføjer, at trods den kompakte størrelse har maskinen rigeligt med kræfter til at udfolde sig.

Motoren er en trecylindret diesel fra Kubota med 23 heste. Egenvægten er 1.291 kg. Skovlen kan løftes op i en højde på 2,4 meter, og den kan løfte op til 686 kg. Den lille Bobcat måler kun godt 2,5 meter på den lange led.

- Maskinen er især populær i landbrug, hvor den typisk gør tjeneste i staldene, men mange anvendes også af nedbrydere og anlægsgartnere, siger Kenneth Knøfler.

Ud over skovl, pallegafler og overfaldsgrab kan man få over 50 forskellige redskaber fra Bobcats brede udstyrsprogram.