Der er dukket et nyt hul op i den solcellelov, der senest blev ændret for at forhindre store solcelleanlæg på marker.

Loven sætter nemlig ikke begrænsninger i forhold til store anlæg på tagene af erhvervsbygninger. Det skriver Berlingske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge avisen har klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) besluttet at udskyde den sidste behandling af solcelleloven, fordi der er forlydender om "en omfattende udbygning af solcelleanlæg på taget af bygninger".

Situationen skal drøftes

Det skriver ministen selv i et brev til Klima- og Energiudvalget.

- Det betyder, at vi hastigt kan være på vej til at overskride de 500 MW, som var anledning til at drøfte støtten, og hastigt være på vej mod de 800 MW, som var rammen for den samlede udbygning frem til 2020, skriver Martin Lidegaard ifølge Berlingske.

- Jeg finder på den baggrund, at der er anledning til, at parterne bag solcelleaftalerne snarest mødes og drøfter situationen. Jeg vil tage initiativ til en sådan drøftelse.

Læs også: Solcelleprojekter bliver reddet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fik en næse

Martin Lidegaard fik i sidste uge en næse for ikke at have reageret på et andet hul i loven.

Hullet gav mulighed for at lade flere store solcelleanlæg stå sammen tæt på hinanden på marker og få den maksimale afregningspris, selv om det samlede anlæg reelt var større end de 400 kW, der var beskrevet i loven.

Politikerne løste problemet i marts ved at sænke afregningsprisen for ejere af stort set alle solcelleanlæg, der ikke var placeret på bygningens tag.

Lovændringen har ført til en massiv kritik fra solcellebranchen, hvor flere selskaber og investorer måtte dropper sine planer om at etablere solcelleanlæg.