Efterspørgsel på energirådgivning vokser i hele samfundet, ikke mindst i landbruget. Dette har gjort, at Agri Nord har ansat en energikonsulent, som skal hjælpe landmænd med at finde energibesparelser, søge om tilskud og foretage de rette investeringer eksempelvis i vedvarende energi.

- Vi kan se, at der er en stigende efterspørgsel efter energirådgivningen blandt landmænd. Prisen på energi gør det interessant at finde de mulige besparelser. Området kan virke uoverskueligt, samtidig med, at regler og tilskudsordninger på området hele tiden ændrer sig. Derfor har man brug for en fagligt dygtig energikonsulent, som altid er opdateret på den nyeste viden og kan tilbyde uvildig rådgivning, siger temaleder i Agri Nords miljørådgivning, Flemming Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agri Nords nyansatte energirådgiver hedder Lars Krebs. Han er uddannet energiteknolog fra Professionshøjskolen i Aalborg og har som en del af sin uddannelse været i praktik hos Agri Nord, hvor han foretog energitjek på en række bedrifter.

Erfaringerne fra denne praktikperiode viser, at der er mange penge at hente hos en stor gruppe landmænd, og at der er stor mangel på uvildig ekspertviden på området. Mange landmænd henter i dag deres rådgivning fra energiselskaber eller leverandører, som ikke er uvildige.

Energimøder og energitjek

Som en del af den nye rådgivning vil Agri Nord afholde møder for landmænd og andre erhvervsdrivende, der ønsker at blive klogere på mulighederne inden for eksempelvis investering i solcelleanlæg, vindmøller med mere. 

- Mange landmænd mangler rådgivning om, hvilke energibesparende tiltag, de kan foretage på bedriften. Det kan være, de har brug for en egentlig gennemgang, et energitjek. Det kan også være, de skal udskifte fyret og har brug for rådgivning om, hvilken løsning de skal vælge. Der findes desuden tilskudsordninger til energibesparende investeringer. Her kan jeg blandt andet hjælpe landmanden med at søge om midler og tilskud, siger energirådgivning Lars Krebs.