Kommunerne kommer til at stå på bremsen på en del af spildevandsindsatsen, efter at vandplanerne endnu engang er blevet forsinket. Det skriver Altinget. 

- Vi vil gerne færdiggøre processen med at forbedre spildevandsforholdene i landzonen, men nu kommer der ikke til at ske noget med den del, der var fastsat i vandplanerne. Tæppet er trukket væk, siger Flemming Lehbert Sørensen til Altinget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er formand for natur og overfladevand i KTC, som er en organisation af topchefer i den kommunaltekniske sektor i Danmark.

I Efteråret 2014 skal planerne være vedtaget. På spildevandsområdet har Miljøministeriet beregnet, at det kommer til at koste de berørte borgere 2,5 milliarder kroner at føre ud i livet.

- I kommunerne går vi først i gang med vandplanernes ekstra indsats, når de er endeligt vedtaget. Vi kan på ingen måde nå at blive færdig som forudsat i 2015, siger Flemming Lehbert Sørensen til Altinget.

Skaber usikkerhed

Men det kan også komme til at hæmme processen for de indsatser, der har hjemmel i regionplanerne, lyder det fra Flemming Lehbert Sørensen.

Han henviser til, at regeringen med de nye vandplaner har ændret klassificeringen af 1.700 kilometer vandløb, og det skaber usikkerhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For vi kan i princippet ikke vide, om det også vil få betydning for den spildvandsindsats, som knytter sig til regionplanerne, siger han.