Det kvælstoftab fra landbruget, der bliver udledt som ammoniak fra stalde, gylletanke og marker skal reduceres til gavn for miljøet.

Men for især økologiske landmænd med køer kan det være svært at mindske kvælstofudledningen, da økologer ikke har mulighed for at benytte svovlsyre til forsuring af gyllen som konventionelle landmænd. Det oplyser Videncentret for Landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Videncentret for Landbrug og AgroTech har i over et år testet nye miljøteknologier med det formål at udvikle alternative og billige teknologier til at mindske kvælstoftabet fra de økologiske kvægstalde.

Reducerer ammoniakfordampningen med 30 procent

I en kvægstald kommer cirka 50 procent af ammoniakemissionen fra gyllekanalen, der transporterer gyllen fra stalden til gylletanken, og de resterende cirka 50 procent fra gulvoverfladen. Derfor fokuserer projektet på at udvikle teknologier, der kan reducere ammoniakfordampningen fra begge disse kilder.

- I første omgang har vi fokuseret på at udvikle en teknologi, der kan reducere ammoniakfordampningen fra spaltearealet og her ser det ud til at vi har fundet en metode der både er billig og ikke mindst effektiv. Vi har forsuret spaltearealet ved hjælp af eddikesyre. En metode, der ifølge vores laboratorieforsøg har vist sig at kunne reducere ammoniakemissionen fra spalterne med 30 procent og det tal forventes faktisk at blive højere når vi får det ud at virke hos landmændene, fortæller Reni Hvam Nielsen, konsulent i Videncentret for Landbrug, der er med i projektet.

Samtidig kan eddikesyren også vise sig at have en positiv effekt på klovsundheden, hvilket der også vil blive kigget på senere i projektet.

Nyt lovende middel

Næste skridt for at få mindsket tabet af kvælstof på de økologiske kvægbesætninger endnu mere, er forsuring af gyllen i gyllekanalen med et alternativt middel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Økologerne må ikke anvende svovlsyre, som ellers er effektivt til at forsure gyllen. Derfor har vi nu testet et alternativt middel i Agrotechs laboratorie og det ser meget lovende ud. Midlet er ligesom eddikesyren ganske ufarlig at arbejde med, og vil være væsentligt billigere end et forsuringsanlæg med svovlsyre. Vi planlægger derfor at arbejde videre med økologisk forsuring af både spalter og gyllekanal i de kommende tre år, med det formål at udvikle og markedsmodne et salgsklart koncept til økologiske kvægstalde, siger Reni Hvam Nielsen.