Bæredygtigt Landbrug mener, at miljøministerens afslag på dispensation til at køre gylle ud på marker, der er frosne, er et udtryk for, at der er manglende politisk forståelse for de vilkår, landbruget arbejder under: At der ikke blot er tale om en produktion, der kan sættes i stå, men en produktion, der har med levende dyr at gøre.

"Når man er i en så elementær situation, som det at gyllebeholderne er fulde og der samtidig ikke må køres gylle ud, må man spørge sig selv: Hvad har ministeren tænkt sig, at landmændene skal gøre? Lade gylletankene løbe over? Slagte eller skyde dyrene? Stoppe med at fodre dyrene," spørger Bæredygtigt Landbrug i sit ugentlige nyhedsbrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faglighed tilsidesættes

Organisationen mener, at fagligheden bliver sat til side, og Bæredygtigt Landbrug efterlyser, at reglerne bliver tilpasset virkeligheden, i stedet for, at virkeligheden bliver tilpasset reglerne.

"Det er urimeligt, at der skal søges kompensation for at få lov at køre gylle ud. Reglen er oprindelig, at husdyrgødning må køres ud efter 1. februar. Denne regel blev så skærpet inden denne vækstsæson, sådan at jorden skal være optøet ned i 15 cm dybde. Hvorfor egentligt? Reglerne var i forvejen klare. Der må ikke udbringes husdyrgødning, hvor der er risiko for afløb til vandmiljøet. Det vil sige vandløb og søer. Den regel er klar, hvorfor så skærpe den med yderligere regler," spørger Bæredygtigt Landbrug, som mener, at fornuften skal råde.

Ingen risiko ved udkørsel

Bæredygtigt Landbrugs opfattelse er, at der på størstedelen af landbrugsjorden uden risiko kan køres gylle ud fra den 1. februar.

"Landmænd er fornuftige og betænksomme mennesker, som ikke kunne drømme om at udsætte vandmiljøet for en forurening. Skulle der være et enkelt broddent kar, er det vores ret og pligt at irettesætte vedkommende," skriver Bæredygtigt Landbrug.