Danmark er stadig det land i verden, der producerer flest minkskind, men Danmarks andel af den samlede produktion bliver mindre.

På godt ti år er minkproduktionen fordoblet, og verdensproduktionen af minkskind har nået et foreløbigt højdepunkt med en anslået produktion på 59,1 millioner skind i 2012. I 2001 blev der produceret 29,5 millioner minkskind, oplyser Kopenhagen Fur.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Fra 12 til 15 millioner i Danmark

Mens Danmark i 2001 producerede godt 12 millioner af de knap 30 millioner minkskind, er produktionen i Danmark "kun" øget med knap tre millioner skind på 11 år. I 2012 blev der produceret 15 millioner skind, og dermed udgør den danske produktion nu omkring 25 procent.

Ifølge Kopenhagen Fur er det langsommelig sagsbehandling hos myndighederne, der er skyld i, at ikke flere mink bliver opdrættet og pelset i Danmark.

"Først i de seneste to år er der for alvor kommet gang i udvidelserne," skriver Kopenhagen Fur.

96.000 skind i 1947

Statistikken viser, at Danmark historisk set har bevæget sig op i feltet af pelsproducerende lande. I 1947 blev der produceret lidt over 2,3 millioner minkskind på verdensplan - blot 96.000 af dem var danske.

I 1960 steg produktionen af danske minkskind for første gang til over én million - svarende til ti procent af produktionen - i 1982 kom antallet af pelsede mink over fem millioner, og allerede i 1987 blev de ti millioner rundet.