Per Kølster blev valgt med 99 stemmer mod 79 stemmer til Jens Krogh, som dermed for anden gang måtte se sig slået i kampen om formandsposten for Økologisk Landsforening.

Den 58-årige Per Kølster er økologisk landmand i Humlebæk, uddannet agronom og har en fortid som lektor ved Landbohøjskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han havde forberedt en "taber-tale", som han - trods sejren - holdt alligevel:

- Min bror sagde til mig, at jeg skulle huske, at når man er brygger, er det ingen skam at tabe til en mand fra Ølgod, sagde han med henblik på Jens Krogh, som er mælkeproducent i den midtjyske by,

Nu var taber-talen imidlertid ikke længere relevant, så Per Kølster gav derefter sit umiddelbare indtryk af situationen:

- Puha - det bliver sgu en udfordring!

Klar til at kæmpe

Han har dog tidligere fastholdt, at han har mod på at stå i spidsen for økologiens næste landvindinger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med foreningens mere end 30 år på bagen, er økologien blevet en fuldstændig fasttømret del af det danske samfund. Udfordringen er at bruge denne platform til at skabe det næste store skridt fremad, nemlig at få skabt en tillid og en optimisme i landbruget, som betyder, at der kommer gang i en ny og stor omlægningsbølge, siger Per Kølster.

Flere økologer skal blandt andet komme ved, at konventionelle landmænd lægger om. Den nye formand vil arbejde for, at konventionelle landmænd sænker paraderne overfor økologien, men gør det også klart, at han vil sige tingene direkte, når der er berettiget kritik af det konventionelle landbrug.

- Vi skal skabe alliancer i hele fletværket af jordbrugsinteressenter. Vi skal gå foran med det gode eksempel og det gode landmandsskab og sørge for, at økologien ikke opfattes som en trussel eller et flippet "smart-ass"-projekt, men som en bæredygtig mulighed, der ligger lige til højrebenet for alle, siger Per Kølster.