Gyllevognen er ikke bare stor - den er kæmpe stor. Den nye 40 ton gyllevogn fra AP Gyllevogne på Mors skal i sæson 2013 udbringe gylle på sjællandsk muld ved Niemanns Maskinstation A/S nær Køge.

- Vi forventer, at gyllevognen kommer til at køre 100 til 120 kubikmeter gylle ud i timen, og måske mere, forklarer indehaver af Niemanns Maskinstation A/S, Birger Niemann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bliver altså en maskine, som er en mellemting mellem en gylleudlægger og en gyllevogn.

- Det kan kun lade sig gøre, ved at gyllevognen ikke skal ud at køre på landevejen, men derimod tankes direkte op af lastbil fra vejen, og dermed bliver på marken, fastslår Birger Niemann, som samtidigt påpeger at buffertanke ikke skal med i setup?et:

- Det er sjældent, at en buffertank står hensigtsmæssigt i lang tid ad gangen ved gyllekørsel, og derfor skal buffertanken flyttes konstant for at udnytte både lastbil og gyllevogn optimal - det problem er man ovre ved at gyllevognen konstant holdes i gang af én eller flere lastbiler.

Fra 35 til 40 ton gyllevogn

Den sjællandske maskinstation havde besluttet sig for en 35 ton gyllevogn fra AP, men da vægtgrænsen pludselig blev sat op for gylletrailer til 39 kubikmeter, blev beslutningen lavet om.

- AP Gyllevogne har dermed konstrueret den 40 ton gyllevogn, således vi kan tage et helt læs fra de nye fire akslede gylletrailere, forklarer Birger Niemann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gyllevognen bliver udstyret med tre aksler, hvilket ikke lyder af meget for den store gyllevogn.

- Vi får monteret nogle store dæk på 860/60 R34 på samtlige aksler, og dermed kan vi nøjes med et dæktryk på cirka 1,6 bar, og nedsætte rullemodstanden betydeligt. Det gør også vognen lettere at trække - vi forventer dermed også, at vi kan undvære hydraulisk træk på vognen.

Trækhesten foran den røde gyllevogn bliver en ligeså rød traktor - en Case IH Magnum 340 med 340 hestekræfter nominel og 390 hestekræfter med boost, og Birger Niemann regner ikke med, at der bliver de store trækproblemer takket være det lave dæktryk.

- Vi kan også holde det lave dæktryk, ved at vi ikke skal på landevejen med fyldt gyllevogn, påpeger Birger Niemann.

Gyllevognen bliver dog monteret med karn, hvilket skyldes, at maskinstation har flere kunder, hvor tanken ligger så hensigtsmæssigt at gyllevognen kan køre direkte fra marken og til tanken uden at skulle ud på landevejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niemanns Maskinstation har lejet en 39 kubikmeter gylletrailer og har fået en lokal vognmand til at køre for dem med en trækker, så logistikken i gyllelastbilen tager maskinstationen sig også af.

- Det gør vi blandt andet for at være helt sikker på, at vi altid har en lastbil til gyllevognen, forklarer Birger Niemann.

Fastekørerspor på 36 meter

Mange af Niemanns Maskinstations kunder er ved at gå op i bredde på deres sprøjtebomme, og derfor har Birger Niemann valgt en slangebom på hele 36 meter gyllevognen.

- Det er en voldsom bredde at komme op på, men omvendt er det med at lave så få fastekørerspor i marken som muligt, og jeg mener, at når maskinerne bliver så store og tunge, som de gør, så vil udbyttet i selve plejesporene være minimal alligevel.

Birger Niemann er heller ikke nervøs for, at bommen og gyllevognen ikke matcher hinanden:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved kørsel med en 25 kubikmeter gyllevogn med 24 meter slangebom og med dosering på 25 ton pr hektar, vil gyllevognen kunne køre 416 meter, prioriterer Birger Niemann og fremhæver den 40 kubikmeter gyllevogns forhold:

- Med den nye gyllevogn på 40 kubikmeter og med den 36 meter slangebom og med samme dosering på 25 ton pr hektar, så vil vi kunne køre 440 meter, inden gyllevognen er tom.

- Med en 36 meter slangebom bliver man altså nødt til at skulle op i størrelse, for ikke at skulle op i samme plejespor mange gange med en mindre gyllevogn, fastslår Birger Niemann.

Maskinbladet lægger naturligvis vejen forbi Niemanns Maskinstation A/S, når gyllevognen kommer i marken og ser hvordan den voldsomme gyllevogn klarer opgaven.