Hjallerup Maskinforretning har byttet sig til så mange blå traktorer, at forretningen nu indbyder til blå mandag, selv om konfirmationssæsonen endnu ikke er begyndt.

Det bliver på mandag, den 4. februar mellem klokken 11 og 16, at forretningens mange blå traktorer kommer på udsalg og samtidig bliver festligholdt med grillpølser og tilbehør til alle der kigger forbi. Og så bliver der selvfølgelig serveret blå øl og blå sodavand til pølserne.

Tilbud på finansiering

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over tilbud på en masse blå traktorer i forskellige størrelser, bliver der også mulighed for at møde op og få en snak med flere faglige eksperter.

Blandt andre kan man møde Claus Borgensgaard fra Agco Finance, som kommer og er klar med gode tilbud på både købekontrakt og leasing.

Nordisk Dækimport er klar til en god dæksnak, og Thorkild Astorp, der er Hjallerup Maskinforretnings oliemand, er klar med gode tilbud på smøreolier med mere.

Desuden kan man møde alle Hjallerup Maskinforretnings sælgere, som er i Hjallerup den dag, hvor de selvfølgelig står klar med aktuelle tilbud i alle farver også røde og grønne.

- Vi håber på at se rigtig mange landmand, maskinstationer, medhjælpere og andre denne dag, og der vil også være masser af andre maskiner at se på, lover direktør Lars Petersen, Hjallerup Maskinforretning.

Traktortrækker underholder

Desuden kommer Henrik og Ilse Svenningsen til Blå Mandag med den ene af deres blå traktortrækkere, som de konkurrerer med i ind- og udland under navnet Rabbit Pulling Team.

Traktoren, som vise frem i Hjallerup, er Ilse Svenningsens maskine med navnet Blue Rabbit. Det er den mest rå af de to, da den kører på diesel og både larmer og udsender en masser af blåsort røg.

- Det passer jo godt til blå mandag, siger Henrik Svenningsen.

Han sidder normalt selv bag rattet i Rabbit G'n Mad, som kører på Methanol, og derfor hverken larmer eller udsender røg i samme omfang som "konemodellen" Blue Rabbit.

Svenningsen-parret driver til daglig entreprenørforretningen HS-Dræning, og har traktortræk som hobby. De har blandt andet en ombygget turistbus, som de fragter trækkeren i, når de deltager i konkurrencer i det meste af Europa.