Der var hverken lagkage eller flag på Agerskov Kro, da den såkaldte Agerskov-gruppe torsdag eftermiddag holdt jubilæumsmøde i det sønderjyske. Men der var kø ved indgangen.

Mødet, som i praktis bliver bakket stærkt op af Bæredygtigt Landbrug, skal både markere, at det er to år siden, de sønderjyske landmænd Jens Peter Aggesen og Thorkild Fink, besluttede at gøre noget for at forbedre mulighederne for dansk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da Thorkild og jeg havde været til et møde hos Miljøcenter Ribe, der redegjorde for vandplanerne, og efter at have set overheads i et par timer, så sagde vi til hinanden, at "nu går det baglæns for dansk landbrug", forklarede Jens Peter Aggesen ved mødets start foran de cirka 250 personer, der - endnu engang - har fyldt Agerskov Kro helt op.

Op mod 3000 deltagere i alt

Jens Peter Aggesen kaldte mødet for "et lille jubilæum".

- I de seneste år har vi haft mellem 2500 og 3000 mennesker til møder. Det er glædeligt, at der kommer så mange, men det ville havde været bedre, hvis der ikke var brug for møderne, sagde Jens Peter Aggesen indledningsvist.

På mødet vil juraprofessor Peter Pagh redegøre for de juridiske probelmer, der ligger bag vandplanerne, og både Landbrug & Fødevarers og Bæredygtigt Landbrugs advokater fortæller om de aktuelle sagsanlæg.

L&F-folk er med

Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, er også på talerlisten, og flere andre repræsentanter fra Landbrug og Fødevarer deltager. Det gælder blandt andet viceformand Ib G. Jensen, Torben Hansen, der er formand for planteudvalget, og Henrik Frandsen, som er tidligere viceformand og nuværende bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mange mennesker, der er til stede på Agerskov Kro, skal forvente en lang eftermiddag, hvor indlæggene står timet og tilrettelagt i kø.

- Folk er kommet langvejs fra, så vi vil tage den tid, der skal til, sagde Jens Peter Aggesen.

Han forudser, at mødet - som begyndte klokken 14 - første slutter mellem halv seks og seks.