Infarm er en af de virksomheder, der har en række miljøteknologier repræsenteret på Teknologilisten. Men det bliver en dyr fornøjelse for firmaet at blive på listen, efter at Miljøstyrelsen kræver, at alle teknologier er dokumenteret via en VERA-test eller lignende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan ikke finde lignende dokumentation for vores staldteknologier, så vi er nødt til at gå ud og få lavet VERA-tests, siger administrerende direktør Henrik Møller Østergaard og fortsætter:

- Der findes brugbar dokumentation for opbevaring - altså lagertanke - og også for udbringning af husdyrgødning, men for vores staldteknologier, som er et af vores hovedområder, skal vi have lavet to store VERA-tests, som kommer til at koste to millioner pr. stk. Det er rigtigt, rigtigt belastende for en mindre virksomhed.

Bremser væksten

Infarm er ellers en virksomhed i rivende udvikling. Siden medarbejdergruppen på seks mand overtog virksomheden ved årsskiftet sidste år, har firmaet ansat fire nye medarbejdere. Den udvikling er nu bremset.

- Det er klart, at når man skal ud og bruge fire millioner på tests, så bliver udviklingen af nye teknologier sat i stå. Jeg ville meget hellere have brugt de penge på at finde på nye redskaber til landmændene, siger Henrik Møller Østergaard, der ærgrer sig over, at være nødt til at sende regningen videre til landmændene.

- Vi får nogle store omkostninger, og der er ikke andre steder at sende regningen hen end til vores kunder. Så det her kommer i virkeligheden til at ramme landmanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er tvivlende over for, om VERA-certificeringen overhovedet kommer til at gavne virksomheden.

- Det værste er, at vi jo allerede har en godkendelse. Nu skal vi så have en dyr og langvarig godkendelse til præcis samme marked. For eksportmæssigt er VERA intet værd endnu, da Tyskland og Holland endnu ikke har taget VERA til sig.

Tvunget til test

Selv om han ikke kan se, at han får noget for sine penge, følte han ikke, at han havde noget valg i forhold til VERA-certificeringen.

- Jeg er tvunget til at få en VERA-test. Jeg er nødt til at have den godkendelse til Teknologilisten for at kunne sælge mit produkt i Danmark, siger han og fortsætter:

- Godt nok er Teknologilisten kun vejledende, og jeg kunne vælge at gå ud og markedsføre mig stort over for kommunerne for at få dem til at godkende mit produkt. Men jeg ville foretrække, at man havde et mere simpelt og fleksibelt godkendelsessystem til det danske marked. Så kunne man gennemgå større test, hvis man gerne ville eksportere.