Et stærkere værn mod løndumping.

Det er det klart vigtigste tema for skovarbejdere, landbrugsmedhjælpere, gartnere og andre ansatte inden for det grønne område, når de skal have en ny overenskomst i år. Det viser en ny undersøgelse, som Den Grønne Gruppe i 3F har lavet blandt dens medlemmer. Det skriver 3F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

20.000 ansatte

3F og Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A, forhandler i disse måneder om ny overenskomst for op mod 20.000 ansatte på det grønne område.

Holdningerne hos de 465 3F'ere, der har deltaget i undersøgelsen, er et vigtigt indspark til de igangværende forhandlingerne, understreger Arne Grevsen, formanden for Den Grønne Gruppe i 3F.

- Svarene fra vores medlemmer taler sit tydelige sprog. Ansatte på det grønne område arbejder under stærkt pres fra løndumping, siger Arne Grevsen til 3F og fortsætter:

Mange sager ført

- Vi har set alt for mange forsøg på, at arbejdsgivere vil omgå overenskomsten og beskæftige udlændinge på langt dårligere løn- og arbejdsvilkår. Derfor har vi også ført utallige sager for at sikre retfærdighed til dem, der er blevet snydt. Og for at forsvare de arbejdsvilkår som vores overenskomst sikrer de ansatte på det grønne område, siger han til Fagbladet 3F.

De igangværende forhandlinger om en ny overenskomst fortsætter i januar. Den nuværende overenskomst udløber 1. marts 2013.