Madspild - og hvordan det bliver undgået - er et af de helt store fødevare-temaer i disse år, men faktisk er det langt fra en nyskabelse at undgå det kæmpestore spild af god mad. For 45 år siden opstod begrebet "fødevarebank" i USA, og disse banker findes nu i 46 lande over hele verden. Også i Danmark.

Bankerne sørger for, at god mad, der ellers ville gå til spilde, finder anvendelse, og det betyder, at for hver krone, der bliver doneret til den danske fødevarebank, kommer der mad til en værdi af seks kroner ud til en forbruger.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Derfor er det bidrag på 355.000 kroner, som Karolines Køkken netop har doneret til Fødevarebanken faktisk over to millioner kroner værd. Karolines Køkken har givet 10 kroner pr. solgt jubilæumsbog "Alle tiders Karoline", der blev udgivet i foråret i anledning af, at Karolines Køkken rundede 50 år. Der blev solgt over 35.000 bøger.

Mad samles ind og køres ud

Karolines Køkken har de senere år haft fokus på netop madspild, og derfor var det naturligt for Karolines Køkkken at støtte Fødevarebanken, der samler mad ind hos grossister, supermarkeder og producenter for at redistribuere madvarer, der ellers ville blive smidt ud, til blandt andet kriseramte mænd, kvinder og børn.

Ifølge Fødevarebanken bliver der smidt 400.000 ton mad ud årligt, og det bliver anslået, at 370.000 danskere har så lidt at leve for, at nok, sund mad ikke er en selvfølgelighed.

Penge til kølebil

Fødevarebanken har brugt de første 100.000 kroner fra Karoline til en kølebil. I år har Fødevarebanken kørt 270 ton mad - svarende til 643.000 måltider - ud.