Der skal endnu engang tales vandmiljø, når den såkaldte Agerskovgruppen inviterer til to års fødselsdag på Agerskov Kro den 17. januar.

Ifølge Effektivt Landbrug kommer juraprofessor Peter Pagh og formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, og holder oplæg. Peter Pagh er kendt for at have kritiseret den måde, myndighederne har fortolket direktiver fra EU.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Vandplaner i fokus

- Det er selvfølgelig vandplanerne, der er særligt i fokus, siger landmand Jens Peter Aggesen til Effektivt Landbrug. Jens Peter Aggesen er sammen med kollegaen Thorkild Fink hovedkræfterne bag Agerskovgruppen.

- Vi glæder os over, at Peter Pagh og Martin Merrild vil komme. Ikke mindst juraprofessor Peter Pagh er vi nok mange, der ser frem til at høre. Nu er vandplanerne som bekendt erklæret ugyldige. Og derfor glæder vi os også til at høre, hvad Martin Merrild har på hjertet, siger Jens Peter Aggesen.

Statusmøde på kroen

For nogle uger siden holdt Agerskovgruppen også møde på Agerskov Kro. Det samlede over 300 personer, som blandt andet hørte om status for de retssager, som Bæredygtigt Landbrug har anlagt mod staten.

For Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, bliver mødet den 17. januar på Agerskov Kro det andet på ti dage.

Den 9. januar skal han nemlig til møde arrangeret af de sønderjyske landboforeninger, hvor han taler i forbindelse med et dobbelt-arrangement, hvor også fødevareminister Mette Gjerskov er på talelisten.