Lurpak-mærkets historie går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, men efter mere end 100 år i skiftevis statens eje og de danske mejeriers fælleseje kan det nu blive Arlas alene.

Den 18. december har de danske mejeriers sammenslutning, Mejeriforeningen, indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med et enkelt punkt på dagsordenen: Skal foreningen overdrage Lurmærket til Arla? 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det mener René Christensen, formand for Folketingets Fødevareudvalg og fødevareordfører for Dansk Folkeparti, ikke. Han er bange for, at Arla vil udvande Lurmærket, så han har kaldt fødevareminister Mette Gjerskov (S), der skal godkende en eventuel overdragelse, i samråd. Det skriver altinget.dk.

- Jeg er nervøs for, at Arla vil bruge det traditionsrige danske Lurmærke til at markedsføre alle mulige lavkvalitetsprodukter med udenlandske råvarer, siger René Christensen til altinget.dk

Gjerskov skal sige ok

En arbejdsgruppe i Mejeriforeningen har siden sommeren tygget på Arlas forslag. Arla sidder selv på 92 procent af stemmerne i foreningen, så giganten kan uden videre stemme sit eget forslag igennem.

En eventuel overdragelse af Lurmærket kræver dog fødevareministerens accept. Og det vurderes, at ministerens godkendelse kun vil komme i hus, hvis beslutningen nyder bred opbakning blandt foreningens medlemmer.

Hos Arla er man fortrøstningsfuld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har da også en klar forventning om, at der vil være opbakning til forslaget, siger Astrid Gade Nielsen, der fortæller, at Mejeriforeningens øvrige medlemmer fremover vil kunne producere lurmærkede produkter på licens, hvis Arlas forslag bliver vedtaget.