Ved at placere to gange 1.600 liters tanke i liften på traktoren og derefter spænde harven efter tankene er det muligt både at harve, så, samt gøde i én arbejdsgang.

Boxer systemet fra Köckerling er en trestjernet nyhed på Agromek, men selvom systemet er en nyhed, har Rosenfeldt Gods ved Vordingborg på Sjælland kørt med et Boxer system i 2012 - med gode erfaringer til følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i år sået 550 hektar raps og 300 hektar efterafgrøder med Boxer-systemet sammen med en Köckerling Vector 5,7 meter harve, fortæller Rasmus Christoffersen, inspektør på Rosenfeldt Gods, som fik de to nye Köckerling maskiner leveret i 2012.

Harven er primært blevet indkøbt til såning af raps og efterafgrøder, og Rasmus Christoffersen fortæller, at det især tiltalte ham, at både harve og så-enheden kom fra samme fabrik.

To tanke - to muligheder

På Rosenfeldt Gods er 550 hektar raps blevet sået, mens der er blevet placeret 25 til 30 kg N. Dette betyder, at der i den ene Boxer tank var rapsfrø, mens den anden tank indeholdt gødning til brug under arbejdet.

Boxer-harven har en doseringsenhed til hver tank, hvilket gør det muligt at benytte hver tank til hver sit formål.

- Vi harver i 25 til 30 centimeters dybde, og bag hver tand placeres gødningen i 15 centimeters dybde, mens rapsfrøene drysses ud inden efterharven med pakkerhjulene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et system, som er simpelt opbygget og nemt at bruge i det daglige. Systemet er let at så ind og det er nemt at fylde frø og gødning i hver sin tank, forklarer Rasmus Christoffersen.

Den samme procedure gør sig gældende for efterafgrøderne, som også er blevet drysset ud på jorden lige inden efterharven bagerst.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet, som har givet nogle flotte raps og efterafgrøder, der står flot, så jeg overvejer at udvide anvendelsesmulighederne med harven til næste år, fortæller Rasmus Christoffersen.

Større kapacitet

- Hovedformålet ved anskaffelsen af harven og Boxer-systemet var såning af raps og efterafgrøder og anden harvning med Vector harven, da vi også praktiserer reduceret jordbehandling. Men efter denne sæson med Boxer-enheden, forsøger vi til foråret at udbringe PK gødningen sammen med harvning forud for såning.

Ifølge Mikael Nielsen, som har ansvaret for Köckerling produkter på det danske marked, er det netop også en af ideerne med konceptet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- At man har mulighed for udbringning af gødning med harven frem for såmaskinen, hæver kapaciteten på såmaskinen betydeligt, hvis den ikke behøver at have gødning med i såkassen. Mange landmænd, der driver deres jord pløjefri, er alligevel ude med harven forud for såning, forklarer Mikael Nielsen.

Mikael Nielsen forklarer desuden, at gødningen både kan placeres i toppen og i bunden af tanden.

På Rosenfeldt Gods har man i sæsonen oplevet en anden sidegevinst ved Boxer-systemet.

- Harven overfører ingen vægt til traktoren, når den er monteret i liften, men med de to store tanke i Boxer-versionen, så kan man stå betydeligt bedre fast med traktoren udelukkende på grund af den bedre vægtoverføring fra redskabet, påpeger Rasmus Christoffersen

Mikael Nielsen forklarer desuden, at Boxer-systemet kan kobles sammen med andre producenter af harver - så længe harven er bugseret og passer i trækket på Boxer-enheden.