Fødevareminister Mette Gjerskov (S) siger, at injuriesagen mod den tidligere direktør i Danmarks Naturfredningsforening, René La Cour Sell, er et udtryk for mærkelige metoder hos Bæredygtigt Landbrug, der havde anlagt sagen. Og som tabte den i går ved byretten i Roskilde.

Fødevareministeren udtrykker over for altinget.dk sin tilfreds med sagens udfald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er rigtig glad for dommen, for det var meget overraskende, da jeg selv blev truet med en retssag for noget, jeg sagde i en politisk debat, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

- Det er, som om der er gået sport i retssager for Bæredygtigt Landbrug, fortsætter hun og har følgende at sige til landmændenes alternative organisation:

- Jeg synes ikke, at det klæder Bæredygtigt Landbrug. Nu må de til at beslutte sig for, om de vil mødes over en kop kaffe, eller om de vil mødes i byretten. Det her er ikke en vej til at få indflydelse.

Forebyggende effekt

At Mette Gjerskov mener, at Bæredygtigt Landbrug med sine handlinger sætter organisationen uden for indflydelse, trækker BL's direktør Vagn Lundsteen kun på skuldrene af.

- Vi har ingen indflydelse nu, så vi har ikke noget at tabe. Vi har prøvet dialogens vej, men fødevareministeren ønsker ikke at lytte på os, og det er lidt grotesk, når landbruget udgør 70 procent af nettoeksporten i Danmark, siger Vagn Lundsteen til altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vagn Lundsteen fortryder ikke sagsanlægget, som han - på trods af nederlaget - mener vil have en forbyggende effekt, så folk tænker sig om en ekstra gang, når de kommer med udokumenterede påstande.