Normalt skal man passe lidt på med begreber som verdens største eller verdens første. Men i hvert fald lancerede svenske Ålö sidste år verdens største frontlæsser til landbrugstraktorer, Quicke Q98 beregnet for de helt store modeller. På Trøllund Maskinstation i Hejnsvig nær Billund har man investeret i den foreløbig eneste i landet.

Forleden gjorde nyheden nytte med at opstakke majsen hos en af Trøllund Maskinstations kunder, landmand Kurt Terp i Vorbasse. Og det er hos ham, at vi ser den store frontlæsser arbejde med at stakke majsen, monteret på en John Deere 8530 traktor. Frontlæsseren er netop beregnet til de helt tunge drenge og passer til tre af tidens traktorer i den klasse, nemlig John Deere R8, Case Magnum og New Hollands T8-serie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den er konstrueret, fordi udviklingen af de mere miljøvenlige traktormotorer betyder, at motorerne bliver større og dermed bliver fronten på traktoren både længere og bredere, forklarer Ålö Danmarks salgschef, Arne Fisker.

Det er eksempelvis komponenterne, filtrene, indsatserne osv. til rensning af udstødningsgasser, der gør, at motorerne fylder mere. Quicke Q98 frontlæsseren er beregnet til traktorer fra 250 heste og opefter. Den er kraftigt dimensioneret for at kunne modstå belastningerne fra de tunge og motorstærke traktorer. Blandt andet har frontlæsseren en ny specielt fremstillet combi redskabsramme, der kaldes Euro/Alö HD (for Heavy Duty). Den har et nyt design og endnu kraftigere kontaktflader og låsetappe, der passer til de største traktorer.

Spar en gummiged

I ensileringsperioderne har mange maskinstationer flere ensileringshold kørende. Al ensilering skal efterleve "tryk-tempo-tæt" reglen, og der er derfor behov for hurtig opstakning og sammentrykning af ensilagen. Mange bruger en gummiged til det.

- Og mange steder står de store traktorer, "gylleslæberne" imens hjemme i maskinhallen uden at gøre nytte, siger Arne Fisker.

I runde tal koster nyheden i Danmark 150.000 kroner, og Arne Fisker mener, at det er et åbent spørgsmål, hvor mange, der kan afsættes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men ved at købe den, vil man på en maskinstation ofte kunne spare en gummiged, som bruger det dobbelte i diesel, ligesom frontlæsseren også kan bruges til flere opgaver end en gummiged, siger Arne Fisker.

På Kurt Terps jord ser det i hvert fald effektivt ud, når den 935 kilo tunge frontlæsser godt hjulpet af John Deere traktoren jævner majsen ud, mens det ene læs efter det andet læsses af.

- Indtil videre har vi måske fået den brugt for lidt, siger Torben Søgaard, der til gengæld glæder sig over at se, at investeringen nu arbejder for føden.