Mogens Dall, formand for LandboSyd, beklagede på et medlems- og valgmøde torsdag aften i Aabenraa, at de danske landmænd ikke står sammen om at vende fødevareminister Mette Gjerskov (S) ryggen.

For nogle uger siden aflyste LandboSyd og flere andre sønderjyske landboforeninger et debatmøde med Mette Gjerskov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I et ægteskab – ikke fordi vi skal være gift med hende – skal der være en vis fordeling af magten. Og hvis magtfordelingen er 90/10, så må vi melde hus forbi. Så må vi vende ryggen til hinanden, sagde Mogens Dall til de 180 medlemmer.

Søren Gade og kandidaterne

De mange landmænd var mødt op for at lytte til dels Søren Gade, Landbrug & Fødevarers direktør, samt ikke mindst formandskandidaterne for L&F, Henrik Frandsen og Martin Merrild.

- Jeg er glad for, at vi stod sammen om at droppe mødet med Mette Gjerskov, men det ærgrer mig, at vi ikke alle sammen kunne blinke sammen, så lyset kunne ses helt i København. Lyset er, at vi siger nej, så det kan ses. Så kan Helle (Thorning-Schmidt, red.) se, at hendes fodermester ikke duer, sagde Mogens Dall.

-  Men i stedet for stiller 400 landmænd sig op og klapper af hende i Aalborg, og dagen efter stikker hun en ny kniv i ryggen på os, sagde Mogens Dall.