Bæredygtigt Landbrug har torsdag stævnet staten.

Organisationen kræver, at de danske særregler for gødskning med kvælstofholdigt gødning bliver erklæret ulovlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved at undersøge forskellen mellem gødningsforbrug og udbytter i Danmark og Tyskland, har Bæredygtigt Landbrug konstateret, at de danske landmænd mister udbytte svarende til syv milliarder kroner om året. Det er godt en halv million kroner pr. dansk fuldtidslandmand, lyder det fra Bæredygtigt Landbrug.

Konkurrenter bedre stillet

 -I 1998 vedtog det danske Folketing kvælstofnormer for danske landmænd, som ligger langt under det, som vore nabolande og konkurrenter har. Siden da er kvælstofnormerne skærpet yderligere, så forskellene til vore nabolande, specielt i forhold til Tyskland, er blevet voldsomt stor, siger Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

- Danske landmænd tilfører cirka 30 procent mindre kvælstof til afgrøderne end vore tyske naboer. Det er i sin tid gjort for at gavne miljøet, imidlertid kan vi ikke genfinde effekterne i vores vandmiljø, siger Vagn Lundsteen.

Sag ved Vestre Landsret

Staten er stævnet ved retten i Hjørring, men Bæredygtigt Landbrug ønsker, at sagen bliver behandlet ved Vestre Landsret i Viborg. Bæredygtigt Landbrug ønsker, at stævningen får opsættende virkning, så kvælstoflovene bliver annulleret til retten af afsagt dom.

Drastisk beslutning

Vagn Lundsteen konstaterer, at de syv milliarder kroner, som de skrappere danske regler koster landbruget, er halvdelen af den rentebyrde, landbruget har.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi samtidig oplever, at hundredvis af familier hvert år går konkurs på grund af ringere konkurrenceevne, så er vi nødt til at tage en drastisk beslutning. Derfor stævner vi Fødevareministeriet for de danske kvælstofnormer, siger Vagn Lundsteen.

Bæredygtigt Landbrug mener, at kvælstofmanglen i Danmark er så udtalt, at jorden viser tegn på at være udpint.