En af grupperne fra Bygholm Landbrugsskole kom helt til tops ved Horsens Kommunes innovationsuge.

Gruppens idé om at høste tang til brug i biogasanlæggene sikrede Bygholm Landbrugsskole førsteplads og præmien på 5.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var en gruppe bestående af Jes Zaar Christensen, Jette Iversen, Daniel Kew, Mads Dueholm, Thor Hellemann Olesen, Jacob Hvid, Morten Gjerstrøm og Jacob Frydensbjerg Nielsen, der havde arbejdet med ideen, og den faldt altså i dommerkomiteens smag.

- Ved høstningen vil fosfor, der ellers ville være tabt til vandmiljøet, recirkuleres til brug i landbruget. Det løser samtidig problemstillingen med at bruge fødevarer til naturgas, samtidig med at landbruget får mulighed for at tilføre ellers udvasket fosfor, hedder det om vinderprojektet.

Innovationsugen er et projekt i samarbejde mellem Horsens Kommune og kommunens uddannelsesinstitutioner.