Gartneriet Axel Månsson i Brande undlod at trække skat og arbejdsmarkedsbidrag hos udenlandske arbejdere, og det koster ifølge fagbladet 3F gartneriet en regning på 8,6 millioner kroner til skattevæsenet. Det har såvel Landsskatteretten som retten i Herning slået fast.

Gartneriet påstår, at det havde indgået entreprisekontrakter med firmaer i Litauen, Rumænien og Cypern om at få udført bestemte opgaver. Dermed skulle det være de udenlandske firmaer, der klarede alt omkring skat med videre, skriver 3F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men de to retsinstanser fastholder, at Axel Månsson har lejet arbejderne. Dermed skulle virksomheden i Brande afregne skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Direktør Axel Månsson oplyser til Fagbladet 3F, at han mener, dommen er forkert. Derfor har han anket dommen til Vestre Landsret.