Knight Farm Machinery benyttede årets Cereal-udstilling i England til at introducere en ny kabine, der kan bestilles som tilvalg på fabrikkens 2050-serie af sprøjter. Senere bliver kabinen også et tilvalg på de mindre 1840-modeller.

Kabinen er ophængt uafhængigt fra chassiset i en luftaffjedring – i kombination med chassisets luftaffjedring giver det en forbedret førerkomfort. Den frontmonterede kabine har afrundede ruder uden hjørnestolper bagerst i kabinen, hvilket giver uhindret udsyn til bommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den nye kabine, der bygges af Claas, byder på mere plads, bedre komfort og lavere lydniveau, lover Scan-Agro, der er den danske importør af Knight-sprøjterne.

Større stabilitet

Samtidig med den nye kabine introduceres en ny motorstyring og en ny styring af sprøjtens fire-hjulsstyring.

Fire-hjulsstyringen er blevet optimeret og byder nu på større stabilitet specielt i forbindelse med GPS-sektionskontrol, hvor bommens passage over et usprøjtet areal pludselig kan tænde for sprøjten. Det vil normalt medføre, at sprøjten slår i to-hjulsstyring, som er ideelt under sprøjte arbejde, men vil tilføje svingninger til bommen. Med det nye system er det elimineret.

Den nye digitale motorstyring med tilhørende display giver mulighed for komplet overvågning af køretøjet - herunder mulighed for at udlæse fejlkoder og diagnosticering ved problemer med motor og transmission.

Tilvalgsmuligheden for Claas-kabinen og de øvrige opdateringer på Knight 2050 vil også blive tilgængelig på den røde søstermodel Scan-Sprayer SP40-60 og på sigt også SP3000-4000.