På netsitet Gul & Gratis er der indrykket en fup-annonce, hvor tekst og navne er i overensstemmelse med den oprindelige indsamling, men kontonummeret er ændret.

Det skriver ekstrabladet.dk.

Det sker efter at lokale, med Anja Wittendorff som initiativtager, har startet en indsamling til de efterladte fra Hee. Her omkom tre søstre i sidste uge som følge af de skader, de pådrog sig, da høballer væltede ned over dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formålet har været at hjælpe med de udgifter, der er forbundet med blandt andet begravelsen af de tre søstre.

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse. Vi har kontaktet Gul & Gratis, der i overensstemmelse med praksis har fjernet annoncen, da vi gjorde opmærksom på at der kunne være tale om noget kriminelt, siger politikommissær ved Lokalpolitiet i Ringkøbing Irvin Christensen til ekstrabladet.dk.

Stort set identisk annonce

Politiet er nu i gang med at undersøge, hvem der ejer den konto, der står skrevet på annoncen, som blev indrykket mandag.

Årsagen til, at man tror, at annoncen er falsk, er, at en pårørende til familien, Anja Wittendorf, havde lavet en stort set identisk annonce nogle dage før. Blot med et andet kontonummer.

Anja Wittendorfs navn er dermed blevet misbrugt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er simpelthen noget svineri. Man mangler jo næsten ord for, hvad man kan mene om det. Sådan noget havde jeg ved gud aldrig troet kunne ske i dagens Danmark, siger Anja Wittendorf til BT.

De tre søskende, der døde i ulykken, blev begravet i dag, onsdag, i Skjern.