Maskinbladet, Schweiz

Lely har lanceret ny rundballepresser med navnet RP 545. Presseren, der er med variabelt kammer, er i stand til at lave baller med en diameter på op til to meter, så det er lidt af en voksen maskine, Lely har sendt på gaden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Presseren er konstrueret over samme chassis som RP 445. Men RP 545 byder på mere komfort for brugeren, oplyser Lely. Det kommer til udtryk, når man ser antallet af smøresteder. Dem er der færre af, idet smøreniplerne er samlet i blokke, så chaufføren kan smøre flere steder på én gang.

Ny computer med isobus

RP 545 er den første rundballepresser fra Lely, der er udstyret med en isobus-kompatibel terminal. Terminalen hedder E-link Pro og blev lanceret på Agritechnica i fjor i forbindelse med præsentationen af den nye fire-rotors rive Hibiscus 1515 Profi CD.

- 75 procent af alle traktorer i dag leveres med isobus-kompatible skærme. Derfor er det et naturligt skridt for os, lyder det fra Lely om grundlaget for den nye isobus-terminal.

Terminalen er delt i tre grupper. I midten vises selve arbejdsbilledet, der for eksempel viser en række animerede søjler, som fortæller chaufføren, om ballen er lige, eller der skal trækkes til højre eller venstre i skåret. Ballestørrelsen vises også i midten af skærmen.

Til højre kan chaufføren vælge en række funktioner, hvor man eksempelvis kan justere på netningen af en balle, rotoren eller pickuppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Venstre side af skærmen indeholder al datalagring. Her kan man oprette kunder, marknumre og så videre, så man altid kan se hvor mange baller, der er presset på hver enkelt mark og hvor lang tid, det har taget.