Maskinbladet, Tyskland

Tilbage på Agritechnica i november tog Krone en guldmedalje for en epokegørende nyhed i form af en rundballepresser, der ikke behøver stoppe op for at nette en balle, lukke den ud af kammeret og ud på den integrerede wrapper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

At Krone Ultima CF155 XC ikke bare er tom luft, beviste den tyske virksomhed under et arrangement i Tyskland, hvor den nye presser var på arbejde i marken. Det var et specielt syn at se rundballepresseren bare fortsætte og fortsætte, mens al normal logik fortalte hjernen, at kammeret snart måtte være fuldt.

Det blev det også - blot med det lille men, at presseren blot fortsatte fremad, som om intet var hændt, mens ballen blev nettet ind og lukket ud af kammeret på platformen til den integrerede indpakker.

Bælter bremser og komprimerer

Ultima CF155 XC har et såkaldt semivariabelt kammer, der tillader den at lave baller med en diameter fra 1,25 til 1,50 meter. Men meget mere spændende er den del, der sidder foran kammeret. Det er her, guldægget er placeret.

Presseren har et lille forkammer, der består af to langsliggende, roterende gummibælter. Afgrøden passerer mellem disse gummibælter og videre ind i hovedkammeret. Men når hovedkammeret er fuldt, rykker den nederste valse i kammeret op foran indgangen til hovedkammeret, så materialet fra det lille forkammer ikke kan passere. Hastigheden på gummibælterne reduceres ligeledes, og dermed pakkes materialet fra pickuppen op i forkammeret, indtil den færdige balle har forladt hovedkammeret.

- Tilbage i 1980'erne blev der arbejdet på noget, der kunne få en rundballepresser til at køre i marken uden stop. Men det kom aldrig til at køre, for kapaciteten var for lav, og samtidig var der det problem, at densiteten i ballerne var for lille, oplyser Krone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Krones guldæg holder tilnærmelsesvis den fulde kapacitet - og mere vigtigt - også densiteten. Forkammeret er nemlig fremstillet, så det bliver smallere, jo tættere afgrøden kommer på hovedkammeret. Dermed sker der en for-komprimering af afgrøden, hvilket giver en hårdere kerne i ballen, når den startes i hovedkammeret.

- Hovedkammeret er egentligt et fast kammer, hvilket betyder, at man ikke i så høj grad har mulighed for at lave en hård kerne som ved en variabelkammer presser. Men via en række tiltag kan vi justere på kammerets størrelse undervejs, hvilket sammen med det specielle forkammer hjælper med til at komprimere ballen tidligere i forløbet.

- Når vi tilfører en masse materiale på én gang - nemlig når en ny balle skal startes - så er vi nødt til at have denne forkomprimering, oplyser Krone

Ved en ballediameter på 1,25 meter kan forkammeret indeholde omkring 40 procent af en balle.

Presser kan styre hastighed på traktor

Terminalen, som følger med Krone Ultima, er den isobus-kompatible CCI-terminal, som er udviklet af en gruppe af maskinproducenter i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selve styrecomputeren på presseren er udstyret med Krones TIM-system (Tractor Implement Management). Den er koblet til CCI-terminalen, og da terminalen har adgang til traktorens canbus-system, så er det muligt at lade presseren overtage styringen af traktoren.

Der er kun plads til en begrænset mængde materiale i det specielle forkammer. Men da presseren kan kontrollere traktoren, kan den dermed reducere hastigheden på traktoren eller tilmed helt stoppe den, hvis forkammeret af en eller anden grund skulle blive fuld, inden den færdige balle lukkes ud af kammeret.

Presseren er udstyret med en række sensorer, som måler densiteten i både forkammeret og hovedkammeret. De giver signal til presserens styrecomputer, som så sender signalerne videre til CCI-terminal og dermed traktoren, om at den skal nedsætte hastigheden. Om computeren også kan få traktoren til at trække til højre og venstre, hvis ballen er skæv i kammeret er dog ikke helt klarlagt endnu.

Det er også TIM-systemet, der helt automatisk får traktoren til at levere olie ud til at åbne kammeret og til at drive indpakkeren, når den skal køre.

Krone fremstiller få eksemplarer af Ultima CF155 XC i 2012. Produktionen bliver sat i vejret i 2013, men først i 2014 forventer virksomheden fuld produktion af presseren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Baller på over to meter i diameter

Ved demonstrationen af Ultima CF155 XC benyttede Krone også lejligheden til at vise en række andre nye pressere frem. Til 2012-sæsonen har Comprima-serien af rundballepressere fået en ny model med i programmet.

Der er tale om Comprima V210, som også fås i en V210 XC-udgave med med snitter eller en udgave med både indpakker og snitter,Comprima CV210 XC.

Maskinen er i stand til at presse baller med en diameter på op til 2,05 meter. Hidtil har den største model i serien været Comprima V180 med 1,80 meter diameter på ballerne.

Presseren er naturligvis med variabelt kammer, og hvis maskinen leveres med indpakker, tilpasser pakkeren sig selv til den diameter, som chaufføren har tastet ind på terminalen til presseren.