Regeringens beslutning om at pålægge brugerbetaling på en række eksportopgaver, som Fødevarestyrelsen skal varetage, vil lægge en dæmper på eksportgejsten, mener DI Fødevarer.

Ole Linnet Juul, branchedirektør hos DI Fødevarer, er alt andet end tilfreds med de ekstra omkostninger, som brugerbetalingen vil medføre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Problemet er, at man nu vil indføre brugerbetaling på et område, som er et grundelement i den offentlige opgavevaretagelse. Hvis danske fødevarevirksomheder eksempelvis vil eksportere oksekød til Libyen, så skal der først laves en aftale med de libyske veterinærmyndigheder. Det er Fødevarestyrelsens dyrlæger, der i samarbejde med de libyske kollegaer laver denne aftale, og det er det, vi nu skal til at betale for. Det kan vi ikke bakke op om, siger han til Altinget.dk.

I strid med regeringens strategi

Sammen med Landbrug & Fødevarer, Danish Seafood Association og Brancheforeningen for Danske Frysehuse har DI Fødevarer tidligere på måneden sendt et brev til både fødevareminister Mette Gjerskov (S) og handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Her skriver brancheorganisationerne blandt andet, at brugerbetalingen er i direkte strid med regeringens strategi om at fremme eksporten til nye markeder, da det vil blive dyrere for producenterne at få en fod inden for på de udenlandske markeder.

Det er endnu uvist, hvordan betalingsmodellen helt konkret vil blive strikket sammen. Men som det ser ud nu, skal brancheforeningerne årligt betale et samlet beløb i forskud til styrelsen, og det vil ifølge Poul Melgaard, direktør i Danish Seafood Association, betyde årlige meromkostninger for godt en million kroner for fiskeriindustrien.