Fire ud af ti landmænd forventer at øge produktionen, og hver femte forventer at øge investeringerne i både 2012 og 2013.

Det viser Landmandsbarometeret, en halvårlig undersøgelse af landmændenes forventninger foretaget af Videncentret for Landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landmandsbarometeret kigger for første gang ind i 2013, og det ser overvejende positivt ud,siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret for Landbrug.

- Forventningen om øget produktion og investeringer er et sikkert tegn på, at tiltroen til fremtiden er ved at vende tilbage til landbruget.

Produktpriser stiger

Årsagen til optimismen kan blandt andet findes i positive forventninger til landmændenes produktpriser, som generelt forventes at stige. De historisk lave renter bidrager ligeledes til færre udgifter på gælden, og derudover er mange landbrugsvirksomheder kommet gennem krisen ved at reducere omkostningerne og øge produktiviteten.

- Efterspørgslen efter fødevarer er stor,især fra Asien, og da produktionen over en årrække er blevet klemt af lave priser og høje omkostninger, ser vi nu priserne stige, siger Klaus Kaiser.

Netop de høje omkostninger oplever landmændene som en af de største begrænsninger for produktionen. Undersøgelsen viser derudover, at produktionen begrænses af lovgivningen, adgang til finansiering og manglende miljøgodkendelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrug & Fødevarers administrerende direktør, Søren Gade udtrykker glæde over de nye positive tal, men hæfter sig også ved rækken af forhold, der begrænser produktionen:

- Undersøgelsen viser, at landmændene er klar til at bidrage til væksten i samfundet. Det er jo rigtig godt. Men det kræver, at politikerne giver os lov til at ekspandere. Vi ved fra fødevarevirksomhederne, at de i stigende grad mangler råvarer, så det er vigtigt, at vi sammen finder nogle løsninger til at fjerne de barrierer for øget produktion og investeringer, som lægger hindringer i vejen for at øge vores eksport og beskæftigelse.