Maskinbladet, Tyskland

En ny jordpakker på ploven, en ny tre meter bugseret såmaskine med rotorharve, nye harver og en serie af nye liftophængte sprøjter. Jo, der er lidt af hvert på listen over nye maskiner og redskaber fra Lemken til sæsonen 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilbage på Agritechnica i november 2011 blev flere af nyhederne vist frem i en mere eller mindre færdig form, men på et arrangement for pressen for nylig havde den tyske virksomhed linet de nye maskiner op til premiere i marken. Desværre satte massive regnbyger en stopper for arbejdet i marken, men detaljerne på maskinerne skal du naturligvis ikke snydes for.

En af nyhederne er den nye jordpakker, som Lemken har lanceret til Juwel 8-serien af liftophængte vendeplove. Jordpakkeren er monteret på ploven på en sådan måde, at arbejdsbredden på jordpakkeren følger plovens arbejdsbredde, selvom man justerer på furebredden hydraulisk under kørslen.

Pakkeren trykker med i alt 800 kg. Trykket leveres af to hydrauliske stempler, der er koblet sammen med en akkumulator. På de to stempler sidder også en sensor, der er koblet på en sensor på plovens vendehoved. Når ploven vendes rundt, registreres det af de to stempler, der først tager trykket af pakkeren, så den via tyngdekraften kan falde mod jorden, når ploven er vendt rundt. Dernæst sættes igen tryk på stemplerne til de omtrent 800 kg, når ploven sættes i jorden.

Pakkeren kan både afmonteres eller foldes ind langs ploven, hvis man på nogle marker ikke har brug for den. Men som en detalje kan man udstyre pakkeren med en række skiveskær, der i meget stiv lerjord kan være med til at findele eventuelle knolde af ler.

Rotorharve på tre meter bugseret såsæt

En anden nyhed fra Lemken er den lidt specielle, bugserede såmaskine Compact-Solitair 9/300 Z med en Lemken Zirkon 10 rotorharve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kunderne efterspurgte en lidt mindre maskine, men stadig med en stor såtank på. Compact-Solitair-maskinen på tre meter er resultatet. Den er fordelagtigt for dem, der måske ikke har så stor en traktor med tilstrækkelig liftkapacitet, fortæller Tobias Donatz fra Lemken.

Med et volumen i såtanken på 3.500 liter er det mere end tre gange så meget som en liftophængt såkombination med rotorharve fra Lemken. Det gør det muligt at så op mod 20 hektar mellem hver påfyldning.

- Maskinen kræver kun to hydrauliske udtag. Et til blæseren og et udtag til alle andre funktioner på maskinen. Desuden kan man via et gear på rotorharven indstille harvens hastighed. Ved 1.000 omdrejninger på pto-udtaget har man mulighed for at indstille omdrejningerne på rotorharven til enten 440 eller 330 omdrejninger i minuttet, fremhæver Tobias Donatz.

Bagerst på såmaskinen sidder selve såskærs-enheden, Lemken OptiDisc. Men da den er monteret i en traditionel trepunktslift, kan den hurtigt spændes af til fordel for en enkornssåmaskine.

- Det behøver ikke at være en enkornssåmaskine fra Lemken. Det kan være en såmaskine fra et hvilket som helst andet mærke. Bagerst på såmaskinen sidder også et ekstra hydraulikudtag til blæseren på enkorns-såmaskinen, hvis det skulle være nødvendigt, tilføjer Tobias Donatz.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktionen af den nye såmaskine starter i efteråret 2012 og kommer desuden også i en større udgave på fire meters arbejdsbredde.

Skal der større kapacitet og eksempelvis tildeling af gødning til under såningen, så er Lemken også leveringsdygtig i den kategori. Virksomheden lancerede på Agritechnica den seks meter brede Compact-Solitair 9/600 KHD. Men i modsætning til den mindre Compact-Solitair 9/300, som heller ikke kan tildele gødning under såning, har Solitair 9/600 KHD ingen rotorharve. Den er i stedet bygget over et andet stubredskab, Lemken Heliodor, med tallerken-skær.

Såmaskinen er indrettet med en 5.000 liters tank, der kan opdeles enten som 50/50, 40/60 eller 60/40 med gødning og såsæd. Gødningen placeres via en selvstændig række tallerken-såskær, der præcist placerer gødningen i den rigtige dybde.

- Ved at give gødningen sin egen så-enhed i stedet for at tildele gødningen ved Heliodor-tallerknerne kan vi styre den dybde, vi vil have gødningen placeret i, uden at vi behøver at lade de forreste Heliodor-tallerkner arbejde i samme dybde, som gødningen placeres i, forklarer Tobias Donatz.

Ny generation af liftophængte sprøjter

Lemken købte for nogle år siden hele to fabrikker med produktion af sprøjter, og med et slag gik virksomheden ind i produktionen af både bugserede- og liftophængte sprøjter. I 2011 tog Lemken en helt ny fabrik i brug, og på den bliver en lige så ny serie af liftophængte sprøjter produceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Navnet er Sirius 8 og Sirius 10, og de to nye modeller afløser de eksisterende Sirius 7 og Sirius 9. Indtil videre er det ikke planen, at sprøjterne skal markedsføres i Danmark, men især Sirius 10 er alligevel lidt interessant på grund af en redesignet sprøjtebom af aluminium.

Konstruktionen af bommen er udført nærmest som en rektangulær firkant, der står på højkant. Det giver ifølge Lemken den stærkeste konstruktion og tillader dermed også bombredder på helt op til 30 meter. Og på den nye Sirius 10 kan hver side af bommen vinkles op og ned uafhængig af hinanden.

Inde i selve alu-chassiset, som er udført med huller i bunden, er både dyser, slanger og de elektroniske ventiler placeret. Sidstnævnte er i øvrigt helt nyt - Lemken Sirius 10 er nemlig den første sprøjte fra Lemken, der har afblænding af dyser helt ned på hver enkelt dyse som følge af den el-ventil, der er placeret ved hver dyse.

Bommen er stort set overalt nittet sammen i stedet for at være boltet sammen. Det er gjort for at reducere vægten mest muligt.

- Hvordan reparerer man en defekt slange, når den nu ligger gemt inde i chassiset på bommen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bommen er lavet så den kræver minimal af vedligehold. Netop derfor er dyserne gemt sikkert inde i chassiset, så man undgår at skade dem under kørsel. Men skulle der ske et havari kan man løsne fire bolte, der holder hver sektion på bommen, og derefter kan man trække hele indmaden ud af alu-stykket, forklarer en sprøjtespecialist fra Lemken.

SEH-alubommen dæmpes i sine fremad/bagud-bevægelser af en række gummiklodser, og på grund af en fiks lille ide er bommen altid affjedret uanset, om den er kørt helt i top eller helt i bund. En stålwire, som holder bommen, er nemlig koblet på en simpel fjeder, som altid kan give sig uanset, hvor det hydrauliske stempel til at køre bommen op og ned står.

Sirius 8 har i modsætning til Sirius 10 en almindelig bom af stål, og generelt er Sirius 8 en mere enkel sprøjte, der henvender sig til mindre bedrifter.