Agco-ejede Challenger lancerede tilbage i 2009 en helt ny type selvkørende sprøjte med navnet Challenger RoGator 600. I 2010 kom de første test-eksemplar i marken, og i 2011 blev de første reelle eksemplarer af RoGator 600 solgt.

Nu får sprøjten en opdatering i form af blandt andet SCR-teknologi under motorhjelmen, hvilket hjælper den selvkørende sprøjte med at overholde de nyeste emissionskrav til udstødningsgasserne fra motoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I alt rummer den opgraderede serie tre forskellige modeller fra 175 til 242 hestekræfter - alle med Agco Sisu Power-motorer. Den mindste model, RG635 får dog ingen SCR-teknologi endnu, mens de to større modeller, RG645B og RG655B, opgraderes med systemet med det samme.

Ny Terminal

Fælles for alle tre maskiner er dog, at de får en helt ny isobus-kompatibel terminal installeret. Terminalen er udviklet af Agcos strategiske partner på området, Topcon, og terminalen er i stand til at køre autostyring på sprøjten, såfremt den er udstyret med en gps-modtager. Terminalen kan endvidere blænde hver enkel sektion af automatisk for at undgå overlap, og der er datakraft i skærmen, så den kan gemme stort set alle mængder af forskelig data og markkort, som systemet opsamler under kørslen.

B-serien af RoGator-sprøjter drives fortsat hydrostatisk og har en tophastighed på 40 kilometer i timen. Sprøjterne fås med tankstørrelser fra 4.000 til 6.000 liter, og de kan monteres med bomme fra 24 til 36 meters arbejdsbredde.

RoGator 635B, 645B og 655B er alle bygget op over et enkelt-ramme chassis, der er udstyret med hydraulisk justering af arbejdshøjden. Det giver mulighed for at hæve maskinen fra 45 til 75 centimeter, hvilket giver op til 1,2 meters frihøjde. Sporvidden kan ligeledes justeres manuelt fra 1,8 til 2,25 meter. Er man mere magelig kan maskinerne som ekstraudstyr monteres med en hydraulisk løsning, så chaufføren kan justere sporvidden fra kabinen.