Forsøg med dyr skal helt ud af undervisningen på de videregående uddannelser i Danmark. Det mener Dyrenes Beskyttelse, som vil henvende sig til uddannelsesminister Morten Østergaard for at få forsøgene forbudt. Det skriver DR Nyheder.

Direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, peger på, at blandt andet Sverige, Holland og Italien har gode erfaringer med alternative undervisningsmetoder, så de studerende slipper for at skære i levende dyr.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Otte ud af ti medicinstudier i Norden bruger ifølge Britta Riis ikke dyreforsøg i undervisningen. Blandt dem fremhæver hun det anerkendte Karolinska Instituttet i Stockholm.

Grise som forsøgsdyr

Britta Riis siger til DR Nyheder, at dyreforsøg er overflødige, fordi de kan erstattes af simuleringer på computer, modeller eller attrapper og naturligt døde dyr.

- Når der findes alternativer, er det fuldstændigt unødvendigt, at vi bruger 6000 forsøgsdyr i undervisningen, siger Britta Riis.

Hun understreget, at Dyrenes Beskyttelse er imod kirurgiske forsøg, hvor dyrene bliver udsat for operationer - lidelse, smerte og angst - og derefter bliver de slået ihjel. Det er unødvendigt, når der eksisterer alternativer.

Danske forsøgsdyr er fortrinsvis mus og rotter, men der bruges også en del grise i forskningen.