Biogas-branchen skal have bedre vilkår. Det er et af resultaterne af torsdagens energiaftale mellem regeringen, Enhedslisten, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Parterne er blandt andet blevet enige om at hæve afregningsprisen for biogas til 115 øre/GJ. Det skal sætte fart i landbrugets biogas-produktion, som der blev satset stort på i VKO's Grøn Vækst-aftale fra 2009, men som aldrig for alvor er kommet i gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrug & Fødevarer glæder sig over den del af aftalen. 

- Det er både godt og fornuftigt, at regeringen giver afregningen for biogas et løft. Det er et helt oplagt område at styrke, og det er en vigtig brik i fremtidens højeffektive dyreproduktion med mindre miljøbelastning i Danmark, siger administrerende direktør Carl Aage Dahl.

Samtidig er han begejstret for, at energiplanen, der strækker sig frem til 2020, holder sig under 3,6 milliarder kroner.

- Det har hele tiden være meget vigtigt for Landbrug & Fødevarer at sikre, at Danmarks konkurrenceevne ikke blev forringet af energiaftalen. Derfor er vi glade for, at der er sat fokus på de konkurrenceudsatte virksomheder i finansieringen af aftalen. Selvom aftalen kommer til at koste penge for fødevareerhvervet, så sender det nye budget et vigtigt signal om, at produktionsvirksomheder har en fremtid i Danmark, siger han.

Biomasse svigtes

Forligsparterne har til Landbrug & Fødevarers skuffelse ikke anerkendt de udfordringer og muligheder, der er forbundet med brugen og produktionen af andengenerations biobrændstoffer. I stedet nøjes parterne med at gentage en EU-målsætning om 10 procent iblanding af biobrændstoffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kunne godt have ønsket os nogle mere præcise mål på området. Der er store potentialer i Danmark for at producere andengenerations biobrændstoffer baseret på restprodukter, siger Carl Aage Dahl.