Selv om det fra på onsdag er tilladt at køre gylle ud på frosne arealer, hvor der ikke er risiko for afstrømning, rådes landmændene til helt at undlade at køre gylle ud på frossen jord.

Opfordringen kommer fra Landboforeningen Midtjylland og Viborg Kommune i fællesskab, og baggrunden er flere eksempler på,  at det gik galt i vinteren 2011.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For selv om landmanden er meget omhyggelig med at vælge tilsyneladende ”sikre” arealer, kan der opstå situationer, han ikke kan forudse. I nogle sager havde landmanden overvurderet gyllens evne til at trænge ned i jorden, så gyllen løb på overfladen med risiko for forurening af vandmiljøet. I et tilfælde ledte en skjult vejunderføring gyllen til et dræn og videre til et vandløb, og i et andet løb gyllen over en vej og ned mod et vandløb på den modsatte side. I nogle af sagerne måtte beredskabet tilkaldes for at afværge skader på vandløbene.

Udover alvorlige skader på vandmiljøet kan den løbske gylle betyde et økonomisk smæk for landmanden: Regning fra beredskabet, træk i landbrugsstøtten, bøde og eventuelt erstatningssag fra interesseorganisationer, lyder det i opfordringen.

Fælles opfordring

- Jeg er glad for, at vores løbende samarbejde om miljøgodkendelser og miljøtilsyn af husdyrbrug også kan udstrækkes til, at vi i fællesskab kan gå ud med dette budskab, siger Jens Ravn, formand for Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune.

Formanden for LandboMidtøst, Steen Vindum, supplerer med at fastslå, at gylleforureninger belaster landbrugets image og skygger for de meget gode miljøtiltag, som landbruget gennemfører i disse år.

Både Jens Ravn og Steen Vindum erkender, at vinteren 2011 var atypisk med voldsomme regnskyl, men vejrliget kan gentage sig, påpeger de.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor rummer opfordringen om at vente lidt med gyllen også et godt råd om at tjekke mængden af gylle – gerne tidligt på vinteren. Hvis landmanden kan se, at det kommer til at knibe med pladsen i gyllebeholderen, gælder det om at finde andre løsninger, så han kan komme af med den overskydende husdyrgødning på en forsvarlig måde.

- Find ud af, hvor der er ledig kapacitet, brug dit netværk eller kontakt din landboforening og hør, om de har kendskab til ledig kapacitet i nærområdet, lyder det samstemmende fra Landboforeningen Midtjylland og Viborg Kommune.