Joskin er klar med et helt nyt koncept i virksomhedens program af vogne, hvor to forskellige vognprincipper er samlet. Navnet er Drakkar og er en treakslet vogn på 37 kubikmeter til utallige formål.

- Princippet i aflæsemetoden minder lidt om det vi kender fra turen med en skovl i sneen, fortæller Jean-Marc Vanempten fra det belgiske firma Joskin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi sætter skovlen til jorden og skubber i sne, vil sneen først komprimeres, inden vi kan skubbe med sneen. Det er præcist det samme, der vil ske, hvis vi lavede en decideret afskubber-vogn, hvor forenden af vognen skubber materialet af, forklarer Jean-Marc Vanempten.

På den nye Drakkar-vogn er der derfor et transportgulv i bunden af vognkassen, som sørger for at bevæge lasten i vognen mod bagenden. Forenden af vognen vil samtidigt følge med transportbåndet og skubbe på materialet, samtidigt med at lasten flyttes.

- Dette gør, at vi kan læsse vores last af på kun et minut, idet lasten flyttes med det samme og ikke først skal komprimeres af forenden og derefter flyttes mod bagenden, uddyber Jean-Marc Vanempten.

På forenden er der desuden sat side-skrapper på, således at forenden skraber eventuelt græs, majs eller andre rester af lasten på siderne af vognne af. Vognen er således total tømt, når forenden når til bagenden af vognen.

- At vi ikke komprimerer materialet under aflæsning, gør også, at græs og majs er lettere at fordele hjemme i køresiloen eller i stakken, mener Jean-Marc Vanempten, som også fremhæver, at vognen kan klare rigtig mange transportopgaver, foruden græs og majs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Korn, staldgødning, kartofler, roer eller endda jord kan vognen være velegnet til. Der er også mulighed for læsning ind af bagsmækken, fremhæver han.

Vognen er udstyret med drejbar aksel og hydraulisk affjedring, og ifølge Jean-Marc Vanempten vil Joskin i fremtiden også levere større og mindre vogne med Drakkar-princippet. Dertil kommer også modeller med skiftelad.