I en tid, hvor specialisering vinder frem, satser Brørup Maskinstation ved Lemvig på at have materiel til stort set alle opgaver i landbruget. Indehaveren Hans Christian Jeppesen har flere end 100 maskiner i maskinhusene.

- For os er det vigtigt, at kunderne kun behøver at henvende sig ét sted, uanset hvad de skal have lavet, siger Hans Christian Jeppesen. Han tilføjer, at firmaet også påtager sig entreprenøropgaver, men kun i mindre omfang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Traktorerne er hovedsageligt røde, men der er også et par blå ind imellem. Mejetærskerne er gule, og jordbearbejdningsmaskinerne er røde. Hans Christian Jeppesen holder sig gerne til de samme mærker. Dog uden at være fanatiker.

- Man tager jo ikke skade af at prøve noget andet, siger han og nævner i den forbindelse, at han for nylig har haft en ny Valtra -traktor kørende på prøve i et par dage.

- Selvom vi primært har kørt med både Case IH og New Holland i mange år, synes vi da, at Valtra'en er et godt bud på en ny traktor, siger han.

Maskinstationen råder over seks Case IH Magnum - to 280'ere og fire 310'ere - fem Case IH Maxxum, to Case IH Puma, to New Holland - en T8050 og en T7550 - samt en enkelt Valtra 8950.

Såteknik er et modefænomen

Firmaet har tre såmaskiner, heriblandt en firemeters Väderstad Rapid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans Christian Jeppesen fortæller, at den tunge maskine havde en tendens til at grave såskærene ned, men det problem blev klaret med en frontmonteret harve.

- Vi skal helst kunne køre på alle jordtyper, så med harven foran og med RTK autostyring på traktoren kan chaufføren koncentrere sig om at trimme sine redskaber, så de hele tiden passer til den aktuelle jordtype.

Han mener i øvrigt, at man skal passe på med at overmekanisere og nævner såning og jordbearbejdning som et eksempel, hvor holdningerne skifter ligesom mode.

- Det ene år skal det være såning med skiveskær, det næste med grubber. Og det ene år er pløjefri dyrkning sagen og det næste ikke. Det er næsten værre end konernes garderobeskift. Og meget dyrere, siger Hans Christian Jeppesen.

Holde øje med nye teknikker

Han er dog selv meget opmærksom på nye måder at gøre tingene på. For det er en af de veje, som skal drive firmaet fremad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det gælder både os her på stedet og dansk landbrug som helhed, uddyber Hans Christian Jeppesen, som ser optimistisk på fremtiden, selvom landbruget vånder sig over de dårlige tider.

- Det gør ikke tingene bedre at brokke sig og se sort på det. Vi må bare prøve at gøre vores arbejde endnu bedre og finde de muligheder, der kan forbedre afkastet, siger Hans Christian Jeppesen.

Han begyndte selv for nogle år siden at så raps med en grubbesåmaskine. Og i dag sås al raps med grubberen.

- Vi kunne se, at rapsen trivedes på de her kanter, og desuden overvintrer den godt.

Et andet eksempel er den 21 fods MacDon rapsskårlægger, der lægger to skår sammen, så man får 42 fod mellem skårene. Det betyder færre overkørsler med snitteren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endelig er der GPS-teknologien, som Brørup Maskinstation tog i brug allerede i 1998 med en 25-ton Bredal kalkspreder. I dag har maskinstationen GPS og RTK-autostyring på tre traktorer.

Måske mere jord

Brørup Maskinstation, der beskæftiger fem til 10 mand afhængig af sæsonen, driver selv 300 hektar, hvoraf de 90 er med kartofler, mens resten fordeler sig på korn, raps og frøgræs. En del af jorden er lejet.

Tidligere har han dyrket væsentligt mere, men lejepriserne på jorden gjorde det svært for Hans Christian Jeppesen at opnå økonomi i driften. Men han udelukker ikke muligheden for at leje mere jord igen. Hvis priserne ellers kommer nedad.

Hans Christian Jeppesen har sammen med hustruen Birgit drevet Brørup Maskinstation siden 1992, hvor han købte den af sin mor. Maskinstationen blev grundlagt i 1962 af faderen, der døde i 1984.