Udvaskningen af kvælstof fra landbrugsjorden er halveret siden 1980'erne, men det har kun i begrænset omfang forbedret miljøtilstanden i vore fjorde og indre farvande. Det skriver Carl Åge Pedersen, Videncentret for Landbrug i en artikel i novemberudgaven af Agrologisk.

Han mener imidlertid, at det vanskeligt at finde metoder, som kan kvantificere kvælstoffets effekt på vandmiljøet, da der er mange andre faktorer, som har betydning for eksempelvis sigtdybde og udbredelsen af ålegræs. Indikatorer, man benytter til at karakterisere vandmiljøets tilstand.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Ved udarbejdelsen af vandplanerne har man anvendt det såkaldte ”ålegræsværktøj”, som efterfølgende har vist sig at være helt utilstrækkeligt. Det tager slet ikke højde for de mange andre forhold end kvælstof, som har betydning for miljøtilstanden. Der mangler i høj grad viden på området, skriver Carl Åge Pedersen.

I artiklen giver han samtidig udtryk for, at de tiltag, der er på tale for at få kvælstofudvaskningen halveret endnu en gang, vil få særdeles alvorlige følger for rentabiliteten og størrelsen af landbrugsproduktionen i Danmark.

- Da grundlaget for de oplæg til vandplaner, der ligger, bygger på et helt utilstrækkeligt fagligt grundlag, haster det virkelig meget med at få afdækket betydningen af alle de forhold, som bestemmer miljøtilstanden i fjorde og kystvande. Der er nu igangsat forskningsprojekter, som skal bidrage hertil. Men der skal helt klart en endnu større indsats til, før man med rimelighed kan opstille det beslutningsgrundlag, der skal til, for at politikerne kan træffe kvalificerede beslutninger.

Læs hele artiklen i det nyeste nummer af Agrologisk, hvor også Vagn Lundsteen, Bæredygtigt Landbrug og Stiig Markager, Aarhus Universitet har skrevet artikler om landbrugsproduktionens rolle for vandmiljøet i havet omkring Danmark. Der kan bestilles abonnement på www.agrologisk.dk eller 7620 7920.