Veterinærrejseholdets erfaring er, at det typisk er ældre og mindre besætninger, der ikke får investeret i nye moderne staldsystemer og dermed ikke kan leve op til reglerne for, hvornår kalve og ungdyr skal kunne gå frit.

Tidligere var det meget udbredt at opstalde kalve og ungdyr ved opbinding i bindsler og båse med betongulv uden strøelse. Dermed fik specielt tyrekalve urinsvidninger på bug og lemmer samt kager af fast gødning på lår og bug. Veterinærrejseholdet har da også set eksempler på opstaldning af kalve og ungdyr i fællesbokse i stalde og bygninger, der ikke er indrettet til formålet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med vores kontrol- og vejledningskampagne sætter vi nu fokus på området for at få et indtryk af, om der er problemer i besætningerne. I de tilfælde, hvor vi konstaterer overtrædelser af reglerne, kan vi rykke ud med både indskærpelser, påbud og politianmeldelser. Men allerhelst ser vi jo, at besætningsejerne sørger for at få inventar og indretning til at leve op til reglerne, siger chef for Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, Flemming Kure Marker.

Veterinærrejseholdet forventer at kunne offentliggøre resultaterne af kontrollen i ultimo 2011.