En bund, der automatisk sænkes, når der er risiko for tilstopning af rotoren? Det er præcis en af egenskaberne på de nye modeller af Rollant rundballepressere fra Claas.

Der er tale om tre forskellige modeller i den nye serie: Rollant 374, Rollant 375 og Rollant 375 Uniwrap, hvor sidstnævnte er udstyret med indpakker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle tre pressere kan fås i en såkaldt PRO-udgave, og på disse modeller, kan bunden under rotoren - hvad enten det er en Roto Cut- eller en Roto Feed-rotor - hydraulisk sænkes, hvis der er risiko for, at materialet stopper til i maskinen.

Chaufføren advares af en alarm på terminalen, mens knivbunden sænkes, og så snart knivbunden er på plads igen, kan traktorføreren køre videre i skåret.

Fordelen ved systemet er, at man hele tiden kan arbejde tæt på presserens maksimale kapacitet uden at overfylde den med tilstopning til følge. Funktionen giver ifølge Claas en merkapacitet i presseren, så den kan presse flere baller i løbet af en dag.

Hvis presseren skulle stoppe til, svinger knivene ligeledes automatisk tilbage, og knivbunden kører ned, så materialet kommer fri fra presseren.

Så snart transmissionen på rundballepresseren når op på 300 omdrejninger pr. minut, efter at pto-udtaget har været koblet fra, hæves knivbunden, og traktorføreren kan fortsætte med arbejdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kamera styrer traktoren

De nye modeller af Rollant kan fås med Claas Communicator- eller en CMT-terminal (Claas Medium Terminal).

Communicator-terminalen er den udvidede computer, som blandt andet giver brugeren informationer om net- og garnomviklinger og indpakkerens indstilling.

På Claas Rollant Uniwrap sidder der tillige en CMT-terminal på selve indpakkeren. Det betyder, at man kan betjene indpakkeren manuelt, hvis det er nødvendigt.

Ifølge Claas klarer indpakkeren at lægge seks lag folie på ballen på 35 sekunder. Fire lag klares på 25 sekunder.

Den nye serie af pressere vises frem på Agritechnica-udstillingen senere i november. Her viser Claas også et nyt system, hvor et kamera i princippet styrer traktoren foran rundballepresseren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kameraet holder så at sige øje med skåret, og ud fra informationer fra rundballepresserens terminal, kan kameraet styre traktoren, således at ballen altid bliver så ensartet som muligt. Hvis der mangler halm i højre side af kammeret, trækker traktoren automatisk til venstre, og mangler der halm i venstre side, trækker traktoren til højre. Men ikke mere end at traktoren stadig forbliver over skåret, så alt materiale bliver samlet op af pickuppen.