Den 11. oktober om morgenen udbryder en alvorlig husdyrsygdom i Norden. 

Sådan lyder oplæget til den store fælles nordisk-baltiske kriseøvelse som veterinærmyndighederne i Norden og Baltikum gennemspiller i tre hektiske dage i midten af oktober. Formålet med øvelsen er at teste og træne beredskabets evner til at håndtere og bekæmpe udbrud af alvorlige smitsomme husdyrsygdomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Øvelsen involverer i Danmark flere besætningsejere, Fødevarestyrelsen, Landbrug & Fødevarer og Beredskabsstyrelsen. Men ingen af øvelsesdeltagerne ved på forhånd hvilken sygdom, der er i spil.

Den første del af øvelsen indgår i en fælles nordisk-baltisk veterinær beredskabsøvelse. I den forbindelse deltager dyrlæger fra Estland i den danske del af øvelsen. Anden del af øvelsen omfatter kun beredskabet i Danmark.

Tæt på realistisk

Under øvelsen udvikler en alvorlig husdyrsygdom sig og rammer flere besætninger i landet. Dermed kommer øvelsen så tæt op ad en realistisk situation som muligt og sætter erhverv og myndigheder under et udfordrende pres.

Under øvelsen bliver også en lang række af de praktiske elementer i sygdomsbekæmpelse testet. Det gælder blandt andet mistanke-håndtering, simulering af aflivning og taksering af tab hos besætnings-ejerne. Hertil komme kriseorganiseringen og kommunikation – alle væsentlige elementer i håndteringen af bekæmpelse af sygdomsudbrud.

Årets øvelse vil også have vægt på den sidste del af en bekæmpelses-situation, nemlig at sikre nødvendig dokumentation til EU og andre eksportlande, for at sygdommen er udryddet så Danmark igen kan blive erklæret fri for sygdommen.