Fredag formiddag fik 270 medarbejdere hos JF-Stoll beskeden om, at virksomheden var gået konkurs. Det er imidlertid mere optimistiske toner, der lyder fra den Sønderborg-baserede maskinproducent i dag.

- Hen over weekenden har vi fundet en rigtig god løsning, siger salgschef Johnny Høgild Petersen, der dog endnu ikke vil ud med, hvad fremtiden byder for JF-Stoll.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledelsen har indkaldt til et internt informationsmøde mandag eftermiddag, hvorefter det vil blive offentliggjort, hvad der skal ske med virksomheden.

Bestyrelsen har de seneste uger forsøgt at sælge virksomheden.

- For et par dage siden henvender der sig en meget interesseret køber. Vi kan kun håbe, at kurator får enderne til at nå sammen, sagde professionel udpeget formand for bestyrelsen siden foråret, Kim Buchwald, til JydskeVestkysten i fredags.