Da svineproducent og planteavler Lars Tolborg som en af de første herhjemme købte en ny S-serie rotormejetærsker fra John Deere, skyldtes valget ikke kun maskinens nye teknik og kapacitet til at overkomme 700 hektar med forskellige afgrøder.

Også nærheden til forhandleren indgik i beslutningen, idet serviceværkstedet er lige om hjørnet, hvis uheldet er ude.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har i mange år handlet med Mejlby Agro, som ligger få kilometer fra vores bedrift, og det er rart, hvis noget går galt, siger Lars Tolborg, som bor ved landsbyen Hørby, få kilometer vest for Hobro.

Han tilføjer, at også driftsomkostningerne indgår i overvejelserne ved maskinkøbet, og her har han gode erfaringer med såvel den gamle STS-mejetærsker og sine John Deere traktorer.

- Man siger jo, at grønt er godt for øjnene, lyder det skælmsk fra Lars Tolborg, der har fire af de grønne traktorer; to 8530'ere, en 6920'er og en 7700.

Hans nye mejetærsker er 2012-udgaven af S690i Pro. Med et 35-fods skærebord og en 625 hestekræfter stærk motor er det den største mejetærsker fra John Deere, der kan fås i Europa.

Lars Tolborg kender teknikken fra sin gamle maskine, en John Deere STS med seks år på bagen, men der er sket afgørende forbedringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tærskesystem er lavet om, så returen ikke som tidligere går tilbage til rotoren, men over i en eftertærsker og derefter havner på soldene. På den måde belaster man ikke rotoren med det korn, der egentlig er klar til soldene, fortæller Lars Tolborg, der tilføjer, at spildet af samme grund er noget lavere end på den gamle model.

Af forbedringer nævner han også, at halmkvaliteten er bedre, end den var med den gamle mejetærsker på grund af den nye rotordesign.

Meget bedre udsyn

Lars Tolborg befinder sig godt i den nye kabine, hvor der er mere plads og meget bedre udsyn end i den gamle model.

En Greenstar Terminal 2630 betyder, at han køre med autostyring og desuden bruge sættet til traktor, sprøjte og såmaskine. Med et Isobus-system kan terminalen også bruges i andre traktorer.

- Men et 35 fods skærebord kører vi nu ved siden af halmen, og det er godt, selv om tømmesneglen er rigeligt lang. Den kunne godt have været en halv meter kortere, for vi skal køre meget tæt på halmstrengen, forklarer Lars Tolborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den gamle STS'er havde et 30 fods skærebord, og med det kørte man nærmest over halmen, siger han.

Af andre positive egenskaber nævner han korntanken, der er på 14.000 liter, hvilket næsten svarer til 10 ton hvede, og det er han meget tilfreds med.

- Vognen til skærebordet på den maskine er toakslet, og det giver stabilitet på vejen. Her var den gamle en-akslede noget mere livlig, tilføjer han.

Udover tømmesneglens længde har Lars Tolborg ikke meget at udsætte på sin nye maskine. Han har haft et par utætheder fra hydraulikmotorerne, men det hører til i småtingsafdelingen, fastslår han.

Lars Tolborg har en svineproduktion på 25.000 slagtesvin og en godt 700 hektar stor planteavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har et areal, der passer til en mejetærsker af denne størrelse. Vi har specialafgrøder -  frøgræs og spinat  - og det er vigtigt, at vi kan komme i marken den dag, vi gerne vil, forklarer Lars Tolborg.

Specialafgrøderne udgør cirka 80 hektar, mens han dyrker hvede, raps og byg på de resterende arealer.

Med en pris på op mod 750 millioner kroner har udviklingen af John Deeres S-serie mejetærskere krævet de største udviklingsomkostninger nogensinde i firmaets lange historie.

De fire nye S-serie-maskiner, der begynder med S660, S670, S680 og slutter med S690, får alle flere hestekræfter. Den maksimale effekt løber fra 370 til hele 625 hestekræfter

Fælles for de nye maskiner er blandt andet, at motorerne lever op til Tier IV-kravene, og at de alle har fået ny kabine.