New Holland melder klar med næste generation af CR-stortærsker-serien.

Mejetærskerne, der får officiel premiere på Agritechnica til november, har gennemgået flere ændringer, og en af de største tiltag er nu muligheden for at få leveret en CR-model med bælteundervognen SmartTrax direkte fra fabrikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig vil de nye modeller blive udstyret med SCR-katalysator, og en ny, forbedret terminal har ligeledes fundet vej til kabinen.

Der er mulighed for at få to typer af bælter på maskinen: En udgave, der er 610 millimeter bred eller en udgave, hvor bælterne måler 760 millimeter i bredden.

De nye udgaver af CR-serien lancerer New Holland IntelliView IV-terminalen. Den er en videreudvikling af den nuværende IntelliView III plus og har en større skærm samt en mere intuitiv brugerflade, oplyser New Holland.

I alt fem forskellige modeller af CR-serien kommer på markedet. De to mindste modeller får to mindre rotorer på 17 tommer i diameter, mens de tre største har en bredere ramme og plads til to rotorer på 22 tommer.

Dette setup er også tilfældet på de nuværende maskiner, men fremover på 2012-udgaverne er modelbetegnelsen ændret, så modellerne med de mindre rotorer kommer til at hedde CR8070 og CR8080, mens modellerne med de store rotorer kommer til at hedde CR9070, CR9080 og CR9090.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Effektmæssigt spænder 2012-udgaverne fra 449 til 571 hestekræfter ved maksimal effekt. Maskinerne har fået nye motorer, der overholder de nyeste emissionskrav - og med motorerne og de strenge krav følger SCR-systemet med en katalysator, så chaufføren fremover skal fylde AdBlue på maskinen.

Læs mere om den nye serie i næste udgave af Maskinbladet, der udkommer på fredag d. 23. september

De kommende CR-modeller

Model            Rotor type            (kW/hk)             Tankstørrelse            Soldareal

CR8070            17"            330/449            9,500            5.40

CR8080            17"            360/490            11,500            5.40

Artiklen fortsætter efter annoncen

CR9070            22"            360/490            11,500            6.54

CR9080            22"            380/517            11,500            6.54

CR9090            22"            420/571            12,500            6.54