Maskinbladet, Canada.

30. september i år udfordres kæmperne blandt alle mejetærskerne. Denne dag vil John Deeres nyeste skud på stammen, 2012 modellen S670 prøve kræfter med blandt andet flagskibene fra New Holland, Case IH og Agco.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fire store på markedet varmede op til dysten på Canadas Outdoor Fair i Woodstock, som holdes i disse dage. Udstillingen, som er Canadas største, trækker årligt godt 40.000 landmænd og branchefolk fra ind- og udland.

Udstillingen bærer præg af placeringen i Ontario-området mellem Toronto og Niagara Falls, hvor det er planteavlen, der er den alt overskyggende landbrugsgren. Derfor handler 90 procent af udstillingen om maskiner og planteavl, og for maskinernes vedkommende er det de største på markedet, der vises frem ved den lejlighed.

- Det er de store maskiner, vi bruger til at demonstrere vores styrker, og som trækker landmændene til, selv om vi udmærket ved, at 90 procent af dem aldrig ville købe de store maskiner, siger en af udstillerne.

Men de store maskiner har landmændenes interesse. Derfor er der heller ingen tvivl om, at interessen vil være der den 30. september, når Food Grain Bank sponsorerer rekordforsøget.

Det går i al sin enkelthed ud på, hvilken af mejetærskerne, der hurtigst kan høste 160 acres sojabønner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rekordforsøget har dog også et andet formål, nemlig at samle penge ind til kampen mod sult i verden.