Der er landmænd at finde på hele den politiske farveskala. Af de mange Folketingskandidater, der i øjeblikket kæmper om at få en plads på Christiansborg, er landmænd repræsenteret i samtlige politiske partier.

Ifølge de oplysninger, maskinbladet.dk har fået fra partikontorerne, er der i alt mellem 20 og 25 landmænd, der stiller op til Folketingsvalget den 15. september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed er landbruget ganske godt repræsenteret blandt de opstillede kandidater.

Især hos Kristendemokraterne fylder landmændene godt på listen. Med otte opstillede landmænd svarer det til hver 10. KD-kandidat. 

Mød landbrugets kandidater

Du kan komme tættere på landbrugets folketingskandidater, når maskinbladet.dk op til valget taler med en række af de kandidater, der kæmper for at blive landbrugets stemme på Christiansborg.

I artikelserien "Landbrugets Kandidater" bliver de opstillede landmænd konfronteret med nogle af de vigtigste udfordringer, landbruget står over for.

Få blandt andet svar på, hvordan de enkelte kandidater vil takle de miljømæssige udfordringer i Grøn Vækst-pakken, og hvad der skal gøres for at forbedre konkurrenceevnen.