Et dobbeltjubilæum er på vej i Maskinlands afdeling i den lille by Vittarp ved Outrup.

En af de nuværende fire ejere, John Kristensen, og montør Jens Erik Knudsen blev begge ansat i 1986 i den dengang forholdsvis lille maskinforretning Vittarp traktor- og maskinservice ApS. Begge har været med lige siden, og har levet med i den kraftige udvikling, virksomheden har gennemgået i årenes løb.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det fejrer virksomheden fredag den 9. september med en uformel reception i lokalerne i Vittarp.

Forretningen har udviklet sig fra at være en mindre virksomhed til at være en moderne maskinforreting med flere afdelinger og full line Claas-forhandling samt forhandling af andre mærker som Valtra, Hardi og Kverneland.

Vittarp traktor- og maskinservice ApS blev således opkøbt af Horne Maskinforretning og blev til Horne-Vittarp Maskinforretning i 1988. Så kom Grindsted til først i 1990'erne, og en periode var der også en afdeling i Herning.

I dag er Maskinland én forretning med afdelinger i Vittarp og Grindsted, hvilket vil blive yderligere tydeliggjort i takt med, at skilte med videre udskiftes.

- Firmaet har lavet sig om. Der er også bygget nyt værksted. Kun adressen er den samme. Alt er forandret, men ellers var det nok også blevet kedeligt, er de to jubilarer enige om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Medarbejdere købte aktier

John Kristensen og Jens Erik Knudsen har oplevet både op- og nedture i årenes løb, og de kan se tilbage på nogle år med mange ting på programmet. Blandt andet opkøb, fusion, sammenlægninger og afdelingslukninger samt et skifte til flere ejere gennem medarbejderaktier.

Netop medarbejderaktierne er en idé, som blev fostret af den daværende ejer, Jørgen Thomsen, af forretningen i Vittarp, som oplevede, hvordan en kollega pludselig faldt væk og derfor besluttede sig for at sikre forretningens videreførelse gennem medarbejderaktier.

John Kristensen valgte at købe aktier, mens det var et tilbud, som Jens Erik Knudsen takkede nej til.

Og på den måde blev der indledt et glidende generationsskifte, og den daværende ejer overdrog de sidste aktier til den nuværende ejerkreds tilbage i 2008.

De nuværende ejere er Brian Larsen, John Kristensen, Carsten Lund og Kjeld Kargo Christensen, der alle er en del af medarbejderstaben, som i alt tæller 22.

Artiklen fortsætter efter annoncen

John Kristensen fremhæver, at der er en god aldersspredning på ejerkredsen. John Kristensen er 57 år, Brian Larsen er midt i 40'erne, Kjeld Kargo Christensen er først i 40'erne og Carsten Lund er i 30'erne.

- Det er ret optimalt, mener John Kristensen.

Samme funktion i alle årene

Jens Erik Knudsens tanke med jobbet i Vittarp var fra starten, at det kun skulle være midlertidigt. Han kom fra en læreplads hos Varde Traktorlager, som var en større forretning, så skiftet til Vittarp var med hans egne ord lidt af et kulturchok.

Men netop den udvikling, som virksomheden har gennemlevet i årenes løb, har været medvirkende til, at han alligevel blev i jobbet, som har udviklet sig kraftigt, selvom Jens Erik Knudsen fortsat er montør - akkurat som han har været i alle 25 år.

- Der er hele tiden kommet nye udfordringer. Virksomheden har satset fremadrettet med nye produkter og servicebiler, og det har givet meget at følge med i, som også har været spændende, så jeg blev hængende. Men nogle ting er selvfølgelig også blevet nemmere med årene i takt med, at jeg er blevet mere erfaren, siger Jens Erik Knudsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han synes med andre ord, at det er blevet sjovere og sjovere.

- Og jeg faldt alligevel godt til og blev utroligt glad for jobbet, siger han i dag, hvor han har specialiseret sig i alt inden for græs- og høstmaskiner.

- Efterhånden har jeg fået fuldt fokus på Claas-programmet, siger han.

En sælger skal også følge med

John Kristensen har også en positiv indstilling til sine funktioner i virksomheden, hvor han indledte karrieren få måneder før Jens Erik Knudsen blev ansat.

- Vi synes stadig, det er sjovt at gå på arbejde. Vi har travlt, og det er sjovt, supplerer han Jens Erik Knudsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

John Kristensen er også blevet udfordret af udviklingen i årenes løb.

Han varetager salget af alt i virksomheden, men hovedsageligt i Vittarp-afdelingens område og i mindre grad mejetærskere i forhold til tidligere.

Han erkender, at det også på salgssiden er nødvendigt med en vis specialisering, for selvom han er uddannet landmand og kendte til landbrugsmaskiner, da han begyndte som sælger, er de fleste maskiner efterhånden blevet meget mere tekniske. For eksempel nævner han, at mejetærskere har en del computerudstyr og elektronik.

Desuden er der sket udskiftning af de mærker, der forhandles.

Forskellige mærker i årenes løb

- Da vi begyndte, havde de daværende ejere Vera og Alfred Hansen blandt andet forhandling af Case IH og Skjold-plove. Der blev også solgt IH-mejetærskere samt mejetærskere af det finske mærke Sampo, indtil Claas kom til som mejetærskermærke i 1993.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2005 kom der også til at stå Claas på traktorerne fra Vittarp.

- Det kunne mærkes, og det blev ikke bedre af, at der næsten samtidig kom krise i Danmark, for det betød, at nogle kunder ikke var helt vilde efter at prøve nye produkter, men foretrak de mærker, de kendte, fortæller John Kristensen.

- Heldigvis er der mange kunder, som køber det mærke, vi forhandler, og det skal også med, at Claas-finsnittere har givet os mange nye kunder.

Han suppleres af Jens Erik Knudsen, som fremhæver Claas-systemet, fordi der er et godt netværk, som blandt andet er med til at sikre et højt serviceniveau og efteruddannelse samt at det er let at få reservedele.

Han konstaterer samtidig, at maskinerne er godt skruet sammen, og det vil sige, at det er et taknemmeligt produkt at arbejde med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det fungerer. Det er et godt og anerkendt mærke, hvor der er god opbakning, som kunderne er trygge ved, og det medvirker også til, at det bliver nemmere for os at sælge produkterne, siger John Kristensen.

Landmænd er blevet anderledes

Både John Kristensen og Jens Erik Knudsen oplever, at der er en markant forskel på landmændene i 1986 og nutidens landmænd.

- Før var det for eksempel ret let at sælge brugte maskiner, men det er svært i dag, for der er ikke så mange til at købe dem, og de små maskiner ryger derfor ganske enkelt ud af landet, siger John Kristensen.

Og på værkstedet oplever jens Erik Knudsen, at kravene til montørerne er betydeligt større i dag i forhold til den gang.

For eksempel oplever han, at der næsten ikke er tid til oplæring af de unge, fordi kunderne på det nærmeste blacklister en ung, der ikke kan løse opgaven i første hug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selvfølgelig skal vi levere god og præcis service, men de unge skal jo lære det, så der bliver nogen til at afløse de ældre montører, siger han.

Bankerne er bremseklods

Begge oplever også, at det er bankerne, der bremser landbrugets investeringer, for landmændene vil ofte gerne investere, og der har da også været en positiv udvikling i år.

- Det har været rigtigt fornuftigt det sidste halve år. Det er helt sikkert vendt, men nogle kan bare ikke investere, siger John Kristensen.

- En landmand kan ofte udskyde en investering i en ny maskine, og vi har da også oplevet, at flere har valgt at få repareret maskiner, som normalt ville være blevet udskiftet.

Og det kan selvfølgelig mærkes på værkstedet, hvor udviklingen i øvrigt også har medført, at der er blevet stor forskel på sommer og vinter.

- Før var der altid arbejde med service og eftersyn om vinteren, men nu er det svært at fylde året ud, og det er blevet mere kedeligt om vinteren, siger Jens Erik Knudsen.