Danske Maskinstationer og Entreprenørers leder Erik Groth træder et skridt baglæns. Efter mere end 29 år i branchen og heraf de sidste 10 år som daglig leder har han i samråd med bestyrelsen valgt at få en mere tilbagetrukket position i foreningen.

Ny i spidsen for brancheorganisationen er Bent Juul Jørgensen. Han er pr. 1. september ansat som ny branchedirektør for Danske Maskinstationer og Entreprenører, DM&E. Erik Groth fortsætter som seniorkonsulent med rådgivnings- og ad hoc-opgaver i brancheorganisationens videnscenter i Vejle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den ny branchedirektør Bent Juul Jørgensen kommer senest fra en stilling som direktør i eget konsulentfirma, Addwiseu Solutions. Men han er nok mest kendt fra sin tid i grovvarebranchen, hvor han har arbejdet med ledelse siden 1992 og senest i perioden 2001 til 2009 været direktør for SAB Landbrugets Andel på Fyn.

Også entreprenørerne

Bent Juul Jørgensen har haft berøring med entreprenørbranchen gennem hele sit arbejdsliv og vil derfor også på dette område være en kompetent sparringspartner for medlemmerne. 

I DM&E vil opgaven fortsat være at styrke og udbygge en positiv udvikling ved blandt andet at forbedre de ydelser, som virksomhederne indenfor jordbrugs-, kloak og entreprenørområdet efterspørger.

Brancheorganisationens godt 600 medlemsvirksomheder har som det øvrige erhvervsliv i varierende grad mærket finanskrisens indvirkning. Men på trods af svære arbejdsvilkår, var medlemsvirksomhedernes omsætning i 2010 næsten på niveau med 2009, og der fornemmes en optimisme om fortsat vækst for medlemsvirksomhederne.